Cowboys & Aliens

InstruktionJon Favreau

MedvirkendeDaniel Craig, Harrison Ford, Abigail Spencer, Buck Taylor, Olivia Wilde, Sam Rockwell, Matthew Taylor, Cooper Taylor, Clancy Brown, Paul Dano, Chris Browning, Adam Beach, Ana de la Reguera, Noah Ringer, Brian Duffy

Længde118 min

GenreSci-Fi, Action, Krig, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen01/09/2011

Anmeldelse

Cowboys & Aliens

5 6
A Fistful of Aliens

Westernfilm er blevet udsat for lidt af hvert igennem tiden. Ud over John Ford og Sergio Leones genredefinerende film har vi set postapokalyptiske neo-westerns i form af Mad Max-trilogien, den udsyrede Jarmusch-western “Dead Man” og selvfølgelig også Barry Sonnenfelds elendige sci-fi-western, “Wild Wild West”. Men trods sidstnævnte films elendige omdømme er genren alligevel ikke gået helt i glemmebogen.

En mand vågner op på en prærie uden nogen anelse om, hvem han er. Han er såret og iført et mystisk, højteknologisk armbånd, der ikke er til at skille sig af med. Han finder hurtigt hen til den lille by Absolution, en tyndt befolket flække i midten af ingenting, som er styret af den frygtindgydende rigmand Woodrow Dolarhyde. Der går ikke længe, før manden med armbåndet finder ud af sin identitet: Han er den eftersøgte Jake Lonergan. Han ryger naturligvis i karambolage med både loven og den magtfulde rigmand, men da byen pludseligt bliver angrebet af rumvæsner, kommer hans jordiske problemer hurtigt til at fremstå noget ligegyldige.

Umiddelbart lyder det jo komplet idiotisk – alene titlen lægger op til en fadæse. Og dog. Ved nærmere eftertanke giver det faktisk fin mening, at rumvæsnerne ankommer under koloniseringen af Amerika. Taget i betragtning at vores univers er ca. 13-14 milliarder år gammelt, og at andre væsner kan have været i stand til at rejse rundt i rummet i millioner af år, ville det være usandsynligt, at de besøgte os i lige netop vores tidsalder. Ja, faktisk kan det i det lys synes helt besynderligt, at cowboys i filmisk sammenhæng først nu får besøg af rumvæsner. Men det har nok mest af alt noget at gøre med Hollywoods frygt for at producere noget, der rammer alt for meget ved siden af folks forventninger.

Alligevel sker der engang imellem noget nyt. Det er nu ikke, fordi “Cowboys & Aliens” med mainstream-gulddrengen Jon Favreau ved roret er noget som helst andet end mainstream, men efter undertegnedes kendskab er den dog den første, der blander rumvæsner ind i western-æstetikken. Men er det så lykkedes? Både ja og nej. Jon Favreau er en enormt kompetent actioninstruktør, hvilket han beviste med de vellykkede “Iron Man”-film. Han og hans filmhold har brugt stor energi på at granske westerns som genre, og uden ligefrem at revolutionere den har de med “Cowboys & Aliens” skabt en på mange områder flot tilføjelse til de ellers så fortærskede temaer. Filmen indeholder læssevis af klichéer – ja, faktisk har filmholdet sørget for, at samtlige karakterer er gamle kendinge – men de fungerer hver især så godt, at der i den første halve time skabes en så tyk stemning og atmosfære, at man knap kan skyde en kugle igennem den.

Den første halve time er til gengæld også det bedste stykke af filmen, for så snart rumvæsnerne angriber, begynder intensiteten at dale. Fra at være en virkelig lovende western med en fremragende Daniel Craig i hovedrollen og nogle lige så dygtige biroller, udvikler “Cowboys & Aliens” sig til en dum og uoriginal actionfilm på linje med “Transformers”-filmene. Væk er de lækre passager med de flotte billeder og det sprøde soundtrack, og tilbage står en flok middelmådige, skydegale personer i en ørken fuld af special effects og arrige aliens. Øv!

Var “Cowboys & Aliens” forblevet en rendyrket western i stedet for at bryde ud i lys sci-fi-lue, havde vi muligvis siddet tilbage med en af de mere interessante westerns i nyere tid. Klichéfyldt, ja, men i stand til at skære ind til benet og skabe et stærkt koncentrat af de elementer, der definerer genren. I stedet præsenteres vi for en film, der i bedste fald er gået i glemmebogen om et par måneder. Filmen får fire stjerner, for på trods af den kedelige udvikling står filmens første akt alligevel meget stærkt i hukommelsen.
Video

Præsenteret i 2.35:1. Transferet er ikke langt fra det perfekte, men der er alligevel et par ridser i lakken. Kontrasten er stabil, men de allermørkeste toner kunne sagtens være lidt dybere. Det mest udtalte problem er nogle besynderlige udsving i lysintensiteten, som opstår i flere af de mørke scener. Det ligner umiddelbart ildens flakken i den fakkeloplyste by, men ved nærmere eftersyn har udsvingene en alt for uregelmæssig og pludselig opførsel. Det er dog til at overse i kraft af det ellers flotte billede, der præges af lækre, dusede farver, en god skarphed og fravær af komprimeringsfejl. Det bør desuden nævnes, at den medfølgende dvd ligeledes fremstår flot – dog naturligvis efter de noget lavere dvd-standarder.

Audio

DTS og Dolby Digital 5.1. Lydbilledet er overordnet set både interessant og højopløst med en rigtig god rumlig fornemmelse. Alle kanaler udnyttes fuldt ud, og det på én gang klassiske og moderne soundtrack har en flot og fyldig klang. Rumvæsnernes angreb minder auditivt set om en scene fra undertegnedes lydmæssige referencefilm, “Master and Commander: Til verdens ende”, men når eksplosionerne buldrer, og træhusene splintres, mangler den veldefinerede, sprøde knitren i diskanten, der netop er med til at definere det vanvittigt fede lydspor i føromtalte film. Der er dog stadig tale om et yderst vellykket lydspor.

Ekstramateriale

På ekstramaterialet finder man hurtigt ud af, hvorfor Jon Favreau er så succesfuld en instruktør. Han har ingen magisk formel, nej, han er såmænd bare godt gammeldags intelligent, velovervejet og dygtig. På det medfølgende kommentarspor fortæller han om sine overvejelser ifht. filmen – det har ikke den store underholdningsværdi, men til gengæld er det informativt og interessant, hvis man interesserer sig for filmfaget. Der medfølger ydermere en lang række optagede samtaler mellem Favreau og diverse skuespillere og folk bag kameraet, som byder på nogle fine anekdoter og flere overvejelser angående filmen. Sidst, men ikke mindst, er der en 40 minutters dokumentar, der går bag om kameraet og gennemgår de mange facetter i filmens tilblivelse. Intet innovativt, men til gengæld en rigtig god gang klassisk ekstraguf.

“Cowboys & Aliens” er en typisk sommer-blockbuster, og æder man den slags råt, vil man sandsynligvis finde den ganske underholdende. For de mere kritiske er der nogle kameler at sluge, men med en utroligt flot udgivelse efterlades man med et særdeles positivt helhedsindtryk.

Cowboys & Aliens

3 6
Tomme tønder buldrer mest

Den klassiske western møder klassisk science fiction i instruktør Jon Favreaus “Cowboys & Aliens” – og cowboys og rumvæsener er lige præcis, hvad man får i dette dundrende B-films genremiks. Hverken mere eller mindre.

Historien er selvsagt helt ude i hampen: At cowboys anno 1875 angribes af hæslige væsener fra det ydre rum. Det er jo grænsende til det rene idioti og legebarnsmentalitet. Men alligevel så vanvittig en idé, at man bare er nødt til at få syn for sagen. Og interessen bliver ikke mindre af, at filmens to hovedroller indtages af sværvægterne Daniel Craig og Harrison Ford – med perfekt furede og forbistrede ansigtstræk. Rigtige cowboys. Craig, der til rollen har tillagt sig en dreven, amerikansk accent til, vågner i filmens indledende scene op midt ude i ørkenen med en svær omgang hukommelsestab og et ret så mystisk armbånd, der blinker og siger blip-blåp. Bestemt ikke noget, der hører til i denne verden.

Han får slæbt sig selv til den nærmeste by, hvor det begynder at dæmre for ham, hvad angår hans sande identitet. Lonergan, som det viser sig er hans navn, er efterlyst for mord, diligencerøveri og lignende cowboyder-agtige forbrydelser. I byen Absolution møder han den barske kvægbaron og patriark Dolarhyde (Ford), der ikke finder sig i pis fra nogen, den skarpskydende skønjomfru Ella (Olivia Wilde), en bundærlig sherif og den bebrillede saloon-ejer Doc. Men ikke så snart er Lonergan blevet lagt i håndjern for sin tvivlsomme fortid, før byen ved midnatstid angribes af mystiske, flyvende maskiner, der spreder generel ødelæggelse og bortfører uskyldige indbyggere op i himmelrummet. Stridsøksen mellem Lonergan og Dolarhyde må straks begraves, så der kan jagtes “dæmoner”, og Dolarhyde kan redde sin søn (Paul Dano nærmest i en reprise af den ubehagelige rolle i “There Will Be Blood”), hvem maskinerne i luften hapsede med sig.

“Cowboys & Aliens” er rendyrket B-films eskapisme af den kulørte og ikke videre intelligente art. Lige på kanten af kitsch. Som dengang i de gyldne dage, hvor Frankenstein mødte Ulvemanden. Meget langt ude, ikke sandsynligt, men ikke desto mindre umådeligt populært blandt biografgængere. En rigtig popcorns-basker. Og man er ikke det mindste overrasket, når man i baggrundsmaterialet kan læse, at Favreaus film er baseret på en forsideillustration til en (på det tidspunkt) endnu ikke færdiggjort tegneserie. Beviset på, at bare én halvbagt idé kan sælge en film.

Den ironiske distance er så godt som ikke-eksisterende, og det er ærgerligt. “Cowboys & Aliens” tager sig selv ualmindeligt seriøst, hvilket resulterer i indtil flere ufrivilligt komiske sekvenser. Her er den indlagte romantiske interesse mellem Craig og den overjordisk skønne Olivia Wilde den absolut største synder. Man tror ikke rigtigt på de længselsfulde blikke, når man ved, at de store, slimede rumvæsener står på lur. Der er ligesom vigtigere ting at tage sig af end lidt kysseri og befamling af Craigs veltrænende, spændstige sixpack. Verdens frelse, for eksempel.

Jon Favreau kaster sig over B-filmen som en Spielberg med mindre tæft, lavere ambitionsniveau og langt fra samme originalitet. Men ikke desto mindre larmer det stadig, eksplosionerne er overmenneskeligt store og historien helt igennem latterlig. “Cowboys & Aliens” er med sine vidde billeder og øredøvende lydlandskab som skabt til de største lærreder og dybeste subwoofere. Det er hovedløst og underholdende, men det laver ikke om på, at filmen stadig har den mest fjollede titel og det mest horribelt udvandede plot, jeg længe er stødt på.

Kort om filmen

1873. Arizona. En fremmed vakler ind i ørkenbyen Absolution. Han kan ingenting huske, og indbyggerne virker ikke særligt imødekommende. Det er en by, som lever i frygt og styres med en jernnæve af Oberst Dolarhyde. Og byen står over en for en invasion. Ikke af banditter eller en hær, men en invasion fra rummet.