Kick-Ass

InstruktionMatthew Vaughn

MedvirkendeAaron Johnson, Garrett M. Brown, Clark Duke, Evan Peters, Deborah Twiss, Lyndsy Fonseca, Sophie Wu, Elizabeth McGovern, Christopher Mintz-Plasse, Stu 'Large' Riley, Johnny Hopkins, Ohene Cornelius, Mark Strong, Michael Rispoli, Corey Johnson

Længde117 min

GenreAction, Komedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen15/04/2010

Anmeldelse

Kick-Ass

5 6
Ja, den sparker sgu røv!

”På et eller andet tidspunkt i vores liv har vi alle gerne villet være en superhelt” postulerer helten i “Kick-Ass” i filmens allerførste scene. Jeg taler nok for utallige film- og tegneserieentusiaster, når jeg bekræfter påstanden med et højtravende “Ja, for dælen!”

Ligesom millioner af andre nørder har jeg ofte fantaseret om at bekæmpe fjendske lømler i mørke gyder iført trikot og kappe. Desværre har jeg endnu ikke fået noget udbytte af min søgen efter radioaktive edderkopper eller mutationsfremkaldende stoffer, men “Kick-Ass” fik mig på bedre tanker. Her var en film, som viste, at man sagtens kan gøre en positiv forskel uden superkræfter. Det var, som om instruktøren Matthew Vaughn havde brudt ind i min underbevidsthed via udstyret fra “Inception” og dernæst gengivet min drøm på det hvide lærred, så jeg omsider kunne udleve min fantasi i biografsædet. Jeg har sjældent følt mig så beruset af glæde.

“Kick-Ass” er baseret på tegneserien af samme navn, som blev udtænkt af Mark Millar og John Romita Jr. Hovedpersonen er teenageren Dave Lizewski – en flittig tegneserielæser, som slet ikke kan fatte, hvorfor ingen har prøvet at producere et kulørt kostume og nedlægge byens slyngler ligesom tegneseriehæfternes superhelte. Dave beslutter sig for selv at prøve lykken, så han køber et tudegrimt svømmeoutfit, klipper det til og tager det på, og så snart han ser sig selv i spejlet, er metamorfosen fuldført: Han er blevet til Kick-Ass – verdens første ægte, maskerede superhelt. Og dermed kickstartes en filmoplevelse af format, der fornemt krydrer sobert ungdomsdrama med opfindsom action og selvironisk humor af bedste skuffe – alt sammen til tonerne af et af årets bedste og mest brogede soundtracks. Wow.

En af de ting, der gør “Kick-Ass” så gribende, er, at Vaughn skaber en fuldstændig troværdig ramme om fortællingen. I en hvilken som helst anden superheltefilm havde Dave straks forvandlet sig til et uovervindeligt muskelbundt, når han iførte sig sit kostume, men Kick-Ass får tæsk gang på gang. Han er en helt, jovist, men han er langtfra super, og derfor bliver filmen automatisk mere dragende, fordi man virkelig føler, at der er fare på færde og en masse på spil. Vi beundrer ikke blot Kick-Ass, som vi beundrer Superman og Iron Man, vi føler for og med ham, og engelske Aaron Johnson portrætterer helten med det helt rigtige mix af blåøjet naivitet og ukuelig selvtillid.

Filmens forfriskende realisme fordufter lidt mod slutningen, men det spektakulære klimaks kommer som en kærkommen forløsning ovenpå halvanden times hårde prøvelser for Dave. Det føles aldrig, som om filmen svigter sit eget regelsæt, og selv hvis den gjorde, ville man være for godt underholdt til at protestere. Filmens 117 minutter suser forbi.

Blandt Kick-Ass’ ligeledes kostumerede venner finder vi Big Daddy (Nicolas Cage, som sjældent har været bedre) og hans drabelige datter, Hit-Girl. Det 11-årige pigebarn spilles fornemt af Chloë Moretz, som både uddeler skældsord og tæsk med en fyrstelig foragt for Hollywoods trættende regler og restriktioner. Hun stjæler næsten filmen, og Moretz’ samspil med Cage er til tider direkte bevægende. Og i rollen som hovedskurkens søn, Chris D’Amico, er Christopher Mintz-Plasse (McLovin’ i “Superbad”) kilde til de fleste af filmens mange humoristiske indskud.

Men forherliger “Kick-Ass” ikke selvtægt? Filmen fik i hvert fald den anerkendte filmkritiker Roger Ebert helt op i det røde felt. Ebert klandrede “Kick-Ass” for at være moralsk forkastelig, men personligt har jeg den stik modsatte holdning. “Kick-Ass” er en velkommen påmindelse om, at man godt kan være en vaskeægte helt, selvom man hverken har umenneskelig styrke eller en astronomisk pengepung. Nøjagtig ligesom filmatiseringen af Mark Millars “Wanted” er “Kick-Ass” en inspirerende cadeau til den menneskelige viljestyrke. Den tilskynder os til at gøre op med dagligdagens monotoni og udleve vores drømme. “Kick-Ass” er ikke blot årets bedste tegneseriefilmatisering. Det er en af årets bedste film punktum.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Måske skyldes det, at filmen varer to timer, og at der også er mere end to timers ekstramateriale på disken, men “Kick-Ass” ser desværre ikke helt fantastisk ud i HD. Mild udtværing forekommer i flere mørke scener, og til tider er DNR-filtre tydeligvis blevet brugt i et forsøg på at reducere mængden af gryn, hvilket blot får gryn til at ligne digital støj, mens skuespillernes ansigter indimellem fremstår voksagtige – uden tydelige porer eller hår. Til gengæld er kontrasten perfekt, billedet er generelt knivskarpt, detaljerigdommen er ofte enorm, og billedsidens hovedsageligt kraftige farver gengives fornemt.

Audio

Transferet er ikke ligefrem fantastisk, men det er skivens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor derimod. Samtlige lydeffekter, musiknumre og replikker gengives klokkeklart. Dialogen har en exceptionel rumklang, mens lydeffekter som skud og eksplosioner har lige nøjagtig så meget power, som de bør have. Panoreringerne er simpelthen fantastiske – man får vitterligt fornemmelsen af at sidde midt i en kugleregn under filmens storstilede actionsekvenser. Kanalnetværket er også meget aktivt under filmens mere stilfærdige scener, hvor et væld af subtile lydeffekter er med til at skabe en overbevisende lydatmosfære.

Ekstramateriale

Instruktøren Matthew Vaughn har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen, hvor han meget oprigtigt gennemgår, hvad, han mener, fungerer og ikke fungerer i “Kick-Ass”. Derudover medfølger et væld af storyboards og billedgallerier samt fire glimrende dokumentarer, der tilsammen varer 134 minutter, og som gennemgår alt fra filmens tegneserieforlæg og hyringen af skuespillerne, til filmens lyddesign og musik. Talløse skuespillere og filmmagere bliver interviewet, men det er ærgerligt, at videokommentarsporet fra den amerikanske BD-udgivelse ikke medfølger. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Nu til dags følger de fleste superheltefilm den samme skabelon til punkt og prikke, men “Kick-Ass” planter en gevaldig saltvandsindsprøjtning i genrens bagdel og trykker kanylen i bund med aplomb. Det er en af de mest underholdende og alternative actionfilm i årevis. Diskens transfer skuffer en smule, men lydsporet er et af årets bedste, og flere timers blændende ekstramateriale medfølger. Udgivelsen sparker næsten lige så meget røv som filmen, så derfor kan denne Blu-ray kun betegnes som et must.

Kick-Ass

4 6
Uhøjtideligt røvspark

Med et tegneserieforlæg af Mark Millar – manden med forlæg til den tvivlsomme “Wanted” – kombineret med Matthew Vaughn i instruktørstolen kan superhelte-pastichen “Kick-Ass” på forhånd ligne en sammensat uforudsigelig cocktail. Vaughn var bagmand til den oversete “Stardust”, der gav friskt humoristisk liv til den klassiske eventyrfilm bl.a. med en forrygende Robert De Niro som homoseksuel eventyrkaptajn. Spændende er det, om Vaughn kan gøre det samme med superheltegenren, der umiddelbart har toppet med de fremragende “The Dark Knight” og “Watchmen”.

Dave er den helt almindelige teenager, der dagdrømmer om popularitet og skolens babe. En dag beslutter Dave sig for at bryde med almindeligheden – han vil være superhelt. Uheldigvis for Daves superhelteambitioner har han ingen særlige evner. Denne mindre detalje stopper imidlertid ikke Dave, der skaber sit alter ego Kick-Ass, som via en dumdristig slåskamp, en mobiltelefon og YouTube snart bliver et kultfænomen – succesen er hjemme. Den uproblematiske berømmelse veksles dog hurtigt til dødelig alvor, da Kick-Ass kommer på kant med mafiaen, der har forvekslet den anderledes hårdtsparkende og hævntørstige far/datter-duo Big Daddy og Hit Girl med stakkels Dave. Berømmelsen har sin pris.

“Kick-Ass” følger opskriften fra Ruben Fleischers “Zombieland”, hvor der selvbevidst sjovt blev kommenteret kærligt på den klassiske zombiefilm. På samme vis refererer “Kick-Ass” til sine mere højtidelige forfædre, som da Dave storladent satirisk proklamerer, at: ”Med ingen evner følger intet ansvar.” “Spider-Man” er ikke glemt. Humoren er filmens store force, hvilket markerer et betragteligt fremskridt i forhold til den seneste Millar-filmatisering, “Wanted”, der knækkede halsen på en ubærlig selvhøjtidelighed. Vaughns gakkede stjernestøv fornægter sig heldigvis ikke.

Lighederne med “Zombieland” kan også spores til indholdssiden, hvor en forudsigelig teenageromance desværre på samme vis fylder for meget i “Kick-Ass”. Det er ikke igennem Dave, at filmen sparker røv, men derimod når det charmerende kæmpetalent Chloë Moretz i rollen som Hit Girl deler rigt ud af uforlignelige one-liners og afstraffende håndmadder. Hun er uimodståelig som pigen, der hellere vil have butterflyknive end barbiedukker i fødselsdagsgave af farmand. Parallelt med at den bedårende Hit Girl får mere og mere plads i filmen sammen med den hævntørstige Big Daddy, knækker filmens moralske logik desværre også. For filmen rejser en række velment kritiske spørgsmål om selvtægt og hævn, hvilket den slutteligt vælger at forlade igen – i værste fald opmuntrer den ligefrem til selvtægt – til fordel for et glorificerende voldsorgie, hvilket giver “Kick-Ass” et skær af skizofreni.

Som film burde “Kick-Ass” egentlig ikke kunne fungere, idet vi præsenteres for et væld af bikarakterer og sidehistorier og ditto til disse. Men det gør den nu alligevel. Dette skyldes ikke mindst Vaughns suveræne overblik over sin fortælling, hvor alle oplysninger, der bringes i spil, har det klare og veldefinerede mål at bringe handlingen videre med stor autoritet og overskud. Et overskud, der også viser sig i filmens brug af musik, hvor der både hilses ironisk til Morricones westerntemaer og hentes inspiration fra den kontrapunktiske musikanvendelse i “Watchmen”, hvor ekstreme blodsudgydelser akkompagneres af enten positiv popmusik eller yndefuldt klassisk. Endelig bør filmens klipper Jon Harris nævnes, der via en helt usædvanlig sans for timing gør filmen til et skoleeksempel på skarpskåret og kreativt klippearbejde.

“Kick-Ass” er en filmisk buffet, der har meget og godt til den solidt brede smag, men som samlet måltid virker mere paradoksal end helstøbt. Et strammere fokus på den ironisk selvbevidste humor havde gjort filmen uomgængelig i Tarantino-klassen. Mere hit(girl) og mindre kick(ass) havde været en bedre dosering af Vaughns cocktail, hvor den uinteressante kærlighedshistorie og omsorgssvigtede alvorsside gør, at den desværre ikke sparker helt så meget røv som filmens potentiale giver lovning på, men dog væsentlig mere end Dave gør som superhelt.

Trailers

Kort om filmen

Der er ingen, der lægger mærke til Dave Lizewski, så en dag beslutter han sig for at blive superhelt. Han har ingen superkræfter – faktisk har han ikke rigtig nogen kræfter overhovedet – men hvad gør det, når bare viljen er stærk! Superhelte-projektet bliver imidlertid en smule indviklet, da Dave render i vejen for et par tjekkede superhelte-wannabe’er, og helt galt går det, da han kommer til at genere en mafiaboss… Nu lægger alle mærke til Dave!