Sidste år blev det annonceret, at Mathieu Kassovitz’ ventede og stort opsatte scifi-actionfilm “Babylon A.D.” med Vin Diesel ville blive udsendt i to særskilte versioner; et længere cut til det europæiske biografmarked og en noget kortere version til verdens øvrige biografgængere.

Fox, der står for distributionen af “Babylon A.D.” i USA og lande udenfor Europa, havde nemlig krævet, at filmen skulle klippes kortere til deres marked, mens europæerne vil få fremvist den oprindelige og længere version af eventyrfilmen.

På daværende tidspunkt lå det endnu ikke klart nøjagtigt, hvor meget den ikke-europæiske udgave af filmen ville blive forkortet med. Nu bliver det i mellemtiden rapporteret, at Fox-versionen er blevet forelagt til filmcensur-organisationen BBFC, hvor spilletiden løb op til ca. 90 minutter – mens den originale, europæiske version har en længde på 105 minutter.

Fox har derfor forkortet Kassovitz’ filmprojektet med ca. 15 minutter, og samtidig kunne det britiske censurudvalg BBFC pålægge den forkortede udgave af filmen den bløde censurangivelse 12A, hvilket vil sige, at børn under 12 år godt må se filmen i følgeskab med en voksen.

Filmens samlede uforkortede spilletid blev for nogle måneder siden af skuespillerinden Michelle Yeoh ellers rapporteret som muligvis løbende op i hele 160 minutter. Det er derfor stadig uklart, om skuespillerinden blot tog fejl, eller om Kassovitz allerede selv har haft travlt i klipperummet.

Spekulationerne går nu på, at Fox-udgaven sandsynligvis også må have klippet betydeligt voldelige og stødende scener ud, da Kassovitz, der før har lavet barske film som “Hadet” og “De blodrøde floder”, ikke just er kendt som en mand, der går efter at lave ‘bløde’ actionfilm.

“Babylon A.D.” foregår i en nær fremtid og omhandler genmanipulering. Vin Diesel spiller en lejesoldat, som er hyret til at transportere en kvinde fra Rusland til Tyskland. Han finder dog ud af, at hun af en magtfuld kult er blevet udsat for et syntetisk virus, der kan udrydde menneskeheden.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 David Munch 16 år siden

Well, i såfald kan jeg godt vente på Extended Directors Special Edition Anniversary Cut.. :D
Gravatar

#2 filmz-vanilla 16 år siden

Glæder mig :)
Gravatar

#3 Bohemian 16 år siden

jeg hader at instruktørerne skal have kneppet deres film af selskaberne. men well..bare vi får instruktørens originale vision på dvd eller sådan
Free in serenity.

Skriv ny kommentar: