Det er film af helt unge danske filmaspiranter, der rammer lærrederne, når den første udgave af OREGON – en splinterny landsdækkende filmfestival for børn og unge – går i luften. Det er børnefilmfestivalen BUSTER, der har taget initiativ til OREGON, der som BUSTER har taget navn efter hovedpersonen Buster Oregon Mortensen i børneklassikeren “Busters verden”.
Folkene bag festivalen skriver i en pressemeddelelse, at OREGON har som ambition at sætte unge filmfolk i kontakt med hinanden, så de kan udveksle erfaringer, blive inspireret, samt knytte kontakter, der eventuelt kan føre til samarbejde om nye projekter.
OREGON er tænkt som en udviklingsplatform, hvor de spirende talenter i aldersgrupperne under 16 år og under 20 år kan prøve kræfter med filmmediet, få indsigt i den professionelle filmverden og møde andre unge med samme interesse. OREGON har Peter Aalbæk Jensen, direktør for Zentropa, som protektor.
Festivalen dækker hele landet og lægger ud med regionale én-dags-festivaler i løbet af august. Ved hver regional filmfest uddeles der priser til de bedste film, der så går videre til den afgørende finale i København. Denne løber af stabelen under BUSTER fra 19. til 21. september. Præmien for Bedste film 16 – 19 år er en filmproduktion med udstyr, konsulenter og professionelle skuespillere.
På oregonfilmfestival.dk kan man læse mere om festivalen og se, hvordan man tilmelder sig.