“Prey” bliver titlen på den kommende “Predator”-prequel, der får premiere i sommeren 2022.
Filmen har været skudt i hemmelighed under titlen “Skulls”, selvom det i mange måneder har været vidst, at det har været et dække for den egentlige titel. Den ved vi nu er “Prey”, der altså betyder ‘bytte’.
Filmen instrueres af “10 Cloverfield Lane”-instruktør Dan Trachtenberg, der tackler et manuskript af “Jack Ryan”-forfatter Patrick Aison.
“Prey” foregår i den oprindelige amerikanske Comanche-nation for 300 år siden. Her følger vi den kvindelige kriger Naru, der må beskytte sin stamme mod en predator ude efter sit bytte.
Det er ikke mange år siden, vi fik den sidste installation i “Predator”-franchisen. Dengang var det Shane Black, der stod bag “The Predator”, som for mange fans og kritikere blev en skuffelse. Vi kan kun håbe på, at den kommende prequel kommer til at overgå Black-filmen.
Læs også: “Ridley Scott producerer ‘Alien’-serie for Disney”
“Prey” færdiggjorde sine optagelser den 12. september, og nu ved vi altså, at vi kan forvente filmen i løbet af sommeren 2022. Der er endnu ingen officiel premieredato.
#1 Pistolprinsen 3 år siden