Jagten er begyndt på ny. Shane Black er tilbage i universet. Tilbage for endnu en gang at gøre predatoren til rummets farligste jæger.

Shane vil have os tilbage. Tilbage til dengang Arnie og co. løb skræmte rundt i Sydamerikas jungle. Dengang et hold af særprægede, toptrænede soldater skulle tage kampen op. Det er tydeligt.

Det er igen et hold. De er sindssyge. Tidligere soldater med ar på sjælen. Nu er det deres tur til at tage kampen op til tonerne af Alan Silvestris ikoniske score. Det går lige i mit “Predator”-hjerte.

Et hjerte, der ikke bliver skånet for det, jeg forventer af “The Predator”. Masser af vold og blod.

Lige fra liget af en soldat, der dingler i et reb fra træet. Flået og smurt ind i blod. Til en predator, som vågner op på operationsbordet for at flå betjente og videnskabsmænd fra hinanden. Fuck, det er fedt!

Det er ligesom i gamle dage. Nærmest vildere end i 1987. Desværre også sjovere. Eller forsøg på det.

Humor var og er en vigtig del af universet. Lige siden dengang Shane Black selv crackede dårlige jokes i skikkelse af Hawkins.

Nu har han selv skrevet det hele. Og det er han normalt en rigtig nice guy til. Enkelte jokes i “The Predator” er da også nice.

’Hey, Baxley! If your mom’s vagina were a video game, it’d be rated E for everyone!' udbryder komikeren i crewet, Coyle. Sjovt skrevet. Endnu bedre leveret.

Men Shane Black vil gerne skrive sjovt. Hele tiden. Det er Shane i selvsving.

Og det er Shane, der har spækket sit manus med setups. Spændende setups. Men intet payoff.

Stjernekiggeren Casey er i laboratoriet, hvor rovdyret går amok. Hun vil ud. Men hun skal igennem det desinficerende bad, før dørene åbner.

Predatoren når hende selvfølgelig. Men angriber ikke. Det er et setup. Bruges det til noget? Nix. Intet payoff.

Det samme sker, da Black introducerer en asperger-dreng, der ikke tåler en brandalarm i øregangene. Det larmer. Et problem. Men konstant ildkamp i flere timer? No problemo.

Det er et manus, der virker til at være blevet smadret af reshoots og testvisninger med krav om ændringer. Og det påvirker mit hold af psyko-soldater.

Baxley har tourettes. Når det passer ind og er sjovt. Og irske Lynch er der også. Fordi.

Alle på holdet har mærkelige træk. Ligesom i 1987. Men nu føles en del af dem overflødige, og deres træk virker ikke gennemtænkte. Charmen er væk. Jeg savner ‘I-ain’t-got-time-to-bleed’-Blain.

Derfor fortsætter jagten på ånden fra 1987. Den er der ikke helt i “The Predator”. Dertil er den for flået. Nærmest som et offer for en predator.