Optagelserne på “John Wick: Chapter 4” er rundet af, afslører franchise-debutanten Shamier Anderson.
Afsløringen kommer gennem Andersons Instagram, hvor han har lagt billeder op af filmens stjerne, Keanu Reeves, og “Ip Man”-stjernen Donnie Yen.
Det mest bemærkelsesværdige billede er dog af en taske, med det der virker som en potentiel titel: “John Wick 4: Hagakure”. “Hagakure”, som er japansk og betyder ‘gemt af bladene’, er en bog der guider krigeren både spirituelt og i praksis. Den er en samling af kommentarer fra samuraien Yamamoto Tsunetomo. Bogen er også kendt som “The Book of the Samurai”, hvilket uden tvivler passer ind i “John Wick”-universet. Noget af produktionen er da også blevet filmet i Japan, så noget tyder på, at det østasiatiske land kommer til at spille en rolle i den kommende film.
Læs også: “Ana de Armas i forhandlinger om hovedrolle i ‘John Wick’-spinoff ‘Ballerina'”
Over for Anderson, Reeves og Yen kommer vi til at se både Lawrence Fishburne, Ian McShane og Lawrence Reddick vende tilbage i deres respektive roller. Derudover giver filmen debut til “Mortal Kombat”-stjernen Hiroyuki Sanada, “It”-stjernen Bill Skarsgård og “The Shawshank Redemption”-skuespilleren Clancy Brown samt popstjernen Rina Sawayama i hendes spillefilmsdebut.
“John Wick: Chapter 4”, der instrueres af franchisens skaber, Chad Stahelski, får premiere den 26. maj 2022.