Den bestøvlede kat drager på hans måske sidste eventyr i den nyeste trailer til “Puss in Boots: The Last Wish”.

Instruktør Joel Crawford overtager tøjlerne fra Chris Miller, der stod bag den første “Puss in Boots”, som udkom tilbage i 2011, og han har benyttet muligheden til at implementere en animationsstil, der ikke kun adskiller sig fra sin forgænger, men også fra resten af “Shrek”-franchisen – og at dømme ud fra filmens farverige og underholdende trailers er det en veltrængt makeover.

I “The Last Wish” følger vi endnu engang Antonio Banderas’ bestøvlede kat i, hvad der meget vel kan blive hans sidste mission. Vovehalsen har nemlig kun ét af sine ni liv tilbage, hvorfor han nu må begive sig ud på sit hidtil vildeste eventyr for at få sine liv igen. Sammen med Kitty Softpaws (Salma Hayek) og terapihunden Perro (Harvey Guillén), begiver han sig ud i Den sorte skov for at finde den mytiske Ønskestjerne – men han er ikke den eneste på jagt.

Blandt de andre håbefulde stjernejægere finder vi Guldlok (Florence Pugh) og de tre bjørne (Olivia Colman, Ray Winstone og Samson Kayo) samt Den store stygge ulv (Wagner Moura).

Læs også: “‘Kung Fu Panda 4’ er undervejs: Får premiere i 2024”

Crawford har instrueret filmen sammen med medinstruktør Januel Mercado (“Harvey Beaks”) på baggrund af et manus skrevet af Paul Fisher (“The Croods: A New Age”).

“Puss in Boots: The Last Wish” får dansk premiere den 22. december.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: