Nikolaj Arcels filmatisering af Stephen Kings “The Dark Tower” har amerikansk premiere i dag. Og de amerikanske anmeldere er ikke glade: Flertallet vurderer den som rotten hos Rotten Tomatoes.
Se også: ”The Dark Tower” var et rod: Test dumpede filmatisering af Stephen King
Inden premieren er det kommet frem, at der har været store uenigheder omkring produktionen, hvor chefer, producenter og den danske instruktør langt fra har været enige.
Det er nu endt op i en filmatisering på kun 95 minutter af en omfattende og kompleks bogserie, hvilket er decideret katastrofalt:
”De 95 minutters kulmination på at bringe ‘The Dark Tower’ til det store lærred er en total katastrofe, en haltende, knap nok sammenhængende skal af en film,” skriver The Wrap.
Og de, der havde håbet på begyndelsen på en ny, episk filmserie, ja, de kan godt håbe om igen:
”Det, der kunne have været den næste ‘Game of Thrones’ eller ‘Ringenes herre’ ligner i stedet en Steven Seagal-film fra 1990’erne (og ikke en af de gode),” skriver USA Today.
Særligt valget om at skære universet så markant ned, som det er tilfældet, får kritik:
”Kings ‘Dark Tower’-univers er rig på kulturelle referencer og er altid helt uforudsigeligt, men ved at skære det ned til udelukkende højdepunkter, så rammer ‘The Dark Tower’ ikke noget,” skriver IndieWire.
“The Dark Tower” får dansk premiere d. 17. august.
#1 skywave 7 år siden