Det tårnhøje helvede

Det er svært at redde hele universet. På 95 minutter er det umuligt. Det er konklusionen efter den her Stephen King-filmatisering, der er som en plot-opsummering af en meget længere bog. Lidt som Ron Howards filmatiseringer af Dan Brown; Det hele skal med. Derfor kommer intet med. Howard er også producent på det her mørke tårn, som er tegnet af en ambitiøs arkitekt, men bygget af Hollywoods billigste håndværkere.

Det begynder bedst med udgangspunktet i drengen Jake. Far er gået bort, så nu drømmer han om mørke, flammer og helvede. Om den sidste Revolvermand, der forsvarer Det mørke tårn imod Manden i sort. Jake slås imod mørket – præcis som Conor i J.A. Bayonas “A Monster Calls”, hvor det indre monster skal overvindes, når mor er ved at dø af kræft. På den måde mikser “The Dark Tower” barnlig sorgbearbejdelse med det store eventyr, hvor Jake som en anden Harry Potter drager i fantasy-krig imod mørket via en portal til den mytiske Mid-World, hvor Manden i sort misbruger det mørke i børns sind til at vælte tårnet.

I den indledning er det til at se, at danske Nikolaj Arcel også har instrueret den fantasy-fine “De fortabte sjæles ø”. Men da Jake går ind igennem portalen, så glemmes optakten til fordel for et episk univers med potentiale i skala “Ringenes herre”, men som i udførelsen aldrig når bedre end straight to Narnia. Her er ganske vist hudfolk og gamle portaler, en revolver støbt i stål fra Eld-klanen og Jakes shine, der er en gave og en forbandelse – lidt som ringen var det for Frodo. Men det hele er hastet igennem på den tid, det tog Fællesskabet at nå sikkert til Rivendell. Ro på!

For det kræver tid at opbygge en mytologi. Peter Jackson byggede Aragorn op over timevis med snak om sværdet Narsil og de gamle konger. I “The Dark Tower” fikses mytologien med et hurtigt flashback, hvor Idris Elba iscenesættes som den sidste Revolvermand, der også kæmper med en sorg, som han vil hævne ved at dræbe Manden i sort. Aragorn var på en stor personlig rejse for at kunne løfte byrden som konge – Revolvermanden bruger sådan cirka to minutter på at være uvillig helt. Det er ingen tid at spilde – universet skal jo reddes.

Det skal reddes fra Manden i sort. som er den her fortællings Darth Vader. Han er mørket, døden, sorg, had og alt det onde. Uundgåelig og uovervindelig. Skræmmende. På papiret. For det er svært at være Vader-bange for Manden i sort, når Matthew McConaughey spiller ham med selvbruner, nedringet skjorte og et par for store bukser. Så kan det altså godt være, at han kan kvæle håndlangere med en enkelt bevægelse præcis som Darth, men det bliver bare aldrig alvorligt ondt, når den onde er klædt ud som en dommer fra “Vild med dans”.