The Passion of The ChristMel Gibson har med “The Passion of The Christ” skabt en noget udsædvanlig filmperle, dog mest for ham selv, og det bærer filmen desværre også nogen gange lidt præg af. Den totale kunstneriske frihed har til tider været for overskyggende for måden at formidle historien og idéen på. Gibson har ikke skulle gå på kompromis med andre end sig selv, og det lider filmens morale, eller mening om man vil, lidt under. Der er lagt alt for megen vægt på selve smerten og blodet. Det fylder alt for meget i filmen – stort set 80% af tiden, så meget at filmen for nogen vil minde om en lang torturscene. “Passion” handler kort om de sidste 12 timer i Jesu liv. Fra arrestationen i Getsemane Have til korset på Golgatha, og timerne ind imellem – de timer hvor hans skæbne bliver afgjort. Der bliver dog desværre lagt betydelig mere vægt på den smerte Jesus skal udsættes for end de scener hvor beslutningerne træffes – og det bliver til tider lidt for overvældende.

Jeg mangler et: Hvorfor… Hvorfor skulle Jesus ende sine dage på korset, hvorfor skulle han dø for vores synder, hvorfor ville farisæerne have taget livet af ham…

I stedet serverer Mel Gibson to timers brutal afstraffelse af Jesus, hvor man ganske rigtigt sidder tilbage med en mærkelig smag i munden når rulleteksterne starter. Man er chokeret over smerten, over de lidelser som Jesus skulle igennem inden han fik ‘fred’ på korset. Men det er måske også meningen. Brutaliteten vil flere gange ingen ende tage – og det virker meget stærk på seeren – men i mine øjne på en forkert måde. Jeg sad tilbage og havde ondt af ham, men jeg burde have haft ondt af mennesket som helhed. Det var dem det handlede om, det var dem der endte som offeret. Ubehaget skulle ikke være kommet af den lemlæstelse man skulle tvinges igennem, men af den dårlige samvittighed man burde have følt da Jesus døde på korset – for vores skyld. Der rammer Gibson for mit vedkommende ikke plet.

Jeg ville gerne have set en film der havde appelleret mere til min samvittighed og måde at tænke på, ved hjælp af ord og tanker – fremfor afsky. Nogen vil måske mene at det kan være det samme, om det er den ene eller den anden måde at tankerne skal sættes i gang på. Det kan jeg så kun være uenig i. Vold og blod vil utvivlsomt høre til filmen, og det er med til at illustrere en stor del af historien, men det store brug af netop de elementer fjerner fokus for alle andre følelser end afsky. Det er så min måde at anskue Gibsons film på. For andre vil med sikkerhed være uenige.

Det samme har været gældende for store dele af verdenspresse, der har været stor uenighed. Det har været meget varierende anmeldelser man har kunne læse – den ene halvdel foragter filmen, og den anden elsker den. Ligeledes har det religiøse aspekt i “Passion” også givet anledning til en ligeså stor splittelse. Her har tonen dog været anderledes hård. Filmen er blevet beskyldt for direkte at være antisemitisk – en påstand jeg på ingen måde kan nikke genkendende til. For filmen har rigtigt nok et kristent budskab, men virker ikke decideret fjendsk, ej heller påtrængende, forstået på den måde, at selvom Gibsons hjertebarn forsøger at genskabe en meget omdiskuteret begivenhed, så forsøger han på ingen måde at presse noget ned over hovedet på os – rent politisk eller moralsk. Han forsøger ikke at placere nogen form for skyld. Ser ikke ned på nogen. Hele tilblivelsen er også vidne derom, for cast og crew er så global som det kan blive. Det er både kristne som Gibson selv, men det er ligeledes jøder og muslimer der har bidraget til produktionen.

Der bliver ikke langet ud efter et helt folk, men der bliver langet ud efter de elitære folk der på det tidspunkt ledede landet. Det var dem der var skyld i Jesu død, ikke romerne, ikke jøderne. De var eliten der frygtede for deres magt. De (selv)ophøjede jøder – ikke manden på gaden. De traf beslutninger hen over hovederne på folket, og det illustrerer filmen glimrende. Man ser ypperstepræsterne i nattens mulm og mørke sætte hele aktionen i værk. Indkalde til et møde midt om natten, så kun halvdelen af rådet møder op. Bortvise folk der sår tvivl om Jesu skyld. De manipulerer med folket. At nogen opfatter de 10-15 ledere som et symbol på alle jøderne kan jeg ikke se. Der er masser af eksempler på jøder i filmen der træder i karakter, der viser sig fra deres bedste side. Folk der græder for Jesus. Folk der støtter Jesus på hans vej til korset. Så kritikken omhandlende antisemitisme er der ingen hold i – den falder til jorden med et brag.

Mel Gibson er en ferm filmmager, og det ses i “Passion”. Til trods for, at han igennem sin karriere hovedsageligt har befundet sig foran kameraet, er det bag kameraet han viser sin force, for selvom han er en god skuespiller er han en endnu bedre instruktør. Det er desværre indtil videre kun blevet til tre film – og man kan selvfølgelig kun håbe på endnu flere med ham som instruktør. Det er filmene “The Man Without a Face”, “Braveheart” og nu “Passion”. Alle tre gode film. Gibsons interesse og passion for faget er virkelig kommet til udtryk i “Passion”, og man kan kun være imponeret over alt det arbejde og den energi han har lagt i filmen – og håbe på at man ser mere af den her slags i fremtiden, og mindre til semi-vellykkede komedier. Det er en fantastisk flot film. Sammenarbejdet med ham og fotografen Caleb Deschanel er fantastisk, og hele historien fortælles af de to – Gibson som dirigenten, og Deschanel der sætter billeder på hans værk og tanker. Billederne er flotte og intense, og indeholder virkelig stemning. Spillet mellem lys og mørke er gennemført, og Deschanel har formået ganske godt at skabe det maleriske look som Gibson ønskede – som man blandt andet kender fra de italienske malere i 15-1600 tallet.

Det er uden tvivl Gibsons bedste film, et stykke arbejde han i den grad kan være stolt af. Selvom det er en noget anderledes film end de to forrige, så kan man alligevel genkende visse elementer, og i forbindelse med “Passion” viser det også at Gibson har haft stor indflydelse på stort set alt. Stilen minder på mange måder om “Braveheart”, både strukturmæssigt og visuelt, og det til trods for at der er tale om to forskellige fotografer. Han har skabt en intens og personlig film der bygger næsten udelukkende på det visuelle – talen er meget minimalistisk, og det fungerer faktisk forbavsende godt – og det er måske også en af årsagerne til at Gibson groft sagt kan nøjes med et B-hold af skuespillere – set med Hollywood øjne. Der er ingen sikre navne. Kun Gibsons eget, og det er også hans helt egen film.

Han har med “Passion” opnået min dybeste respekt, ikke mindst pga. filmens hudløse ærlighed, men også pga. hans egen uomtvistelige passion for netop dette projekt. Dertil kommer hans kompromisløse holdning til selve præsentationen af hans værk. Han ville kun indspille den på latin og aramæisk. Han nægtede at tillade eftersynkronisering, og når den engang kommer i TV skal den også vises uden nogen pause – reklameblokke og censur vil ikke være tilladt. Det kan man kalde passion.