Så er det bekræftet. Som Filmz allerede skrev for tre måneder siden, så bliver den officielle titel på spinoff-filmen om en ung Han Solo bare “Solo” med undertitlen “A Star Wars Story”.
Se også: Woody Harrelson afslører titlen til “Star Wars: Han Solo”
Produktionen er netop afsluttet på “Solo”, hvilket Ron Howard selv bekendtgjorde på Twitter, hvor han samtidig afslørede titlen.
Undertitlen “A Star Wars Story” ligner dermed et gennemgående element for spinoff-filmene i “Star Wars”-universet, da den også var hæftet på “Rogue One”.
Netop produktionen har været kaotisk på “Solo”. Før sommerferien blev Phil Lord og Chris Miller fyret som instruktører og i stedet erstattet af veteranen Ron Howard.
Det betød samtidig en række nye optagelser, der skulle rette op på Lord og Millers arbejde, som Lucasfilm-chef Kathleen Kennedy ikke var begejstret for.
“Solo: A Star Wars Story” får premiere d. 25. maj.