Chris Miller og Phil Lord blev fyret af mægtige Lucasfilm for at nægte at følge reglerne i en “Star Wars”-film, der handler om en ung Han Solo, som nægter at følge Imperiets regler. Ironisk?

Det synes Ron Howard ikke. Derfor sagde han ja til at følge reglerne hos Lucasfilm-imperiet. Dem følger han udmærket.

Det gjorde han også i pæne prisfilm som “Apollo 13” og “A Beautiful Mind”, hvor der bindes de pæneste plot-sløjfer, som Hollywood har set. Pænt, ordentligt og efter reglerne.

Sådan er “Solo” også. Man behøver næppe en doktorgrad i “Star Wars” for at gætte tankerne bag titlen. “Solo”.

For mon ikke vi skal lære konkret, hvordan Han fik efternavnet Solo? Jo, det skal vi. Men nok også i overført betydning lære, hvordan han blev den solo-rytter, som Luke og Leia mødte første gang i 1977? Jo, det skal vi også.

Det siger de “Star Wars”-regler, som Howard følger så ordentligt som en autoritets-tro stormtrooper.

Således bliver “Solo” en slags “Casino Royale” for Han Solo. Hvordan blev han til Solo, Han Solo?

Den del er ikke så spændende. Det er første møde med Chewie og Lando heller ikke, ligesom det virker som røvtung fan-service, at Han om bord på Tusindårsfalken skal sige, hvilken feeling han har om situationen.

Men Howard har lukket hullerne efter Lord og Miller som en god håndværker – bedre end Tony Gilroy gjorde det for Gareth Edwards på “Rogue One”.

I modsætning til den første “Star Wars”-story skal “Solo” nemlig ikke passe ind i en større saga-sammenhæng. Den er mere fri – på trods af de mange regler.

“Solo” går på den måde solo i “Star Wars”-universet, hvor der vist for første gang nogensinde ikke skal slukkes for et skjold, så rebellerne kan nedskyde en eller anden art dødsstjerne.

I stedet er “Solo” mere nede på Jorden. Sådan helt bogstaveligt.

Det er en omgang legesyg cowboy og indianer med banditter på vovet heist-kup, der naturligvis involverer The Kessel Run på 12 parsecs – sådan cirka.

Her er “Solo” bedst. Når Han og Chewie plyndrer et tog i fart i kamp med andre rebelske banditter. Det er “Star Wars”-kapring i højt fart.

Og så fortsættes familie-temaet mindre stift end i “The Last Jedi”. Det handler om solo-mænd uden fædre – og uden kvinder. Venskab.

Han, Chewie, Lando og Woody Harrelsons mystiske mentor, Beckett, der lærer Solo, at han aldrig må stole på nogen, er alle ene mænd i en imperial efterkrigstid.

Den rodløshed, det medfører, indfanger “Solo” helt okay. For når de gode autoriteter er fraværende, så bliver man som bekendt rebel, gør oprør, som Jyn Erso sagde det i “Rogue One”.

Det gør den unge Han Solo så i en film, der ikke gør det.

I stedet kan “Solo” sammenfattes med den første, smooth, men også forudsigelige flugtscene.

Han har stjålet en lækker slæde, som han kaster af sted som en anden baby driver forbi en robotvagt, der forgæves siger: ‘I skal følge…', hvorefter robotten bliver ramt af forfølgerne og slutter sætningen: ’… Reglerne.'

Det gør “Solo”.