“Rush Hour”-franchisen kan være på vej tilbage på det store lærred, har filmseriens ene stjerne, Jackie Chan, afsløret.
Det er 15 år siden, vi sidst så kriminalbetjentene Lee og Carter på et af deres eksplosive, underholdende og humoristiske actioneventyr. Siden har der været masser af snak om en fjerde film i franchisen, og både Chan og Chris Tucker, der sammen udgør det umage makkerpar, har flere gange sagt, at en fjerde film er på vej – dog uden at den er kommet.
Nu er Chan dog på den igen. I forbindelse med den saudiarabiske Red Sea Film Festival, har han ifølge Deadline sagt, at “vi er i gang med at tale om Del 4 i øjeblikket,” og at han senere samme aften skulle mødes med filmens instruktør. Hvem denne instruktør er, ved vi ikke endnu, selvom det dog er et lovende tegn, at der allerede er en instruktør tilkoblet.
Læs også: “Mel Gibson skal være instruktør på ‘Lethal Weapon 5′”
Vi skal dog ikke regne med, at Brett Ratner, instruktøren af de tre første “Rush Hour”-film, er at finde bag kameraet på 4’eren. Han er nemlig blandt andet blevet anklaget af flere Hollywood-skuespillere, heriblandt Olivia Munn og Natasha Henstridge, for at have krænket dem seksuelt, hvilket siden har ledt Warner Bros. til droppe instruktøren.
Om Tucker også har tænkt sig at vende tilbage til franchisen, nævnte Chan intet om, selvom han tidligere har vist stor interesse i at tage endnu en tørn som kriminalbetjent James Carter.