Universal Pictures fortsætter den succesfulde relancering af deres monster-univers – denne gang med “The Wolfman”.
Det er ti år siden, at Universal Pictures sidst forsøgte med “The Wolfman”, der i 2010 havde Benicio Del Toro i hovedrollen som manden, der blev til en varulv.
Nu genopliver Universal igen 1941-klassikeren “The Wolf Man” – denne gang med Ryan Gosling i titelrollen, skriver The Hollywood Reporter.
Dermed fortsætter Universal relanceringen af deres ‘Monster-verse’, der floppede stort som Dark Universe med “The Mummy”.
Siden har Universal skiftet fokus og allieret sig med Blumhouse, der er eksperter i gys og små budgetter.
Således genstartede Blumhouse monster-satsningen fra Universal tidligere i år med den succesfulde “The Invisible Man“, hvilket har banet vejen for Elizabeth Banks’ “The Invisible Woman”, Karyn Kusamas “Dracula”, “Renfield” fra Dexter Fletcher og “Dark Army” af Paul Feig.
Læs også ‘Monster-fiasko: Universal dropper stort ‘cinematic universe’‘.
Endnu er der ikke tilknyttet en instruktør til “The Wolfman”, men manuskriptet bliver skrevet af Lauren Schuker Blum og Rebecca Angelo, som angiveligt er inspireret af “Network” (1976) og “Nightcrawler” (2014).