Hvad er det værste, der kan ske for en kvinde, som skjuler sig fra en voldelig ekskæreste?

Det er spørgsmålet i denne 2020-udgave af “The Invisible Man”, der er endnu en monster-genstart fra Universal, som desperat forsøger at glemme alt om Dark Universe og “The Mummy”. Forfra.

Det simple spørgsmål om hverdagens monster er et godt udgangspunkt. Hverdagens frygt møder det værste scenario.

Som i “Get Out“, hvor afroamerikanske Chris skulle møde sin hvide kærestes familie – de var naturligvis moderne slaveejere.

Så hvad er det værste, der kan ske for Cecilia, når hun frygter sin ekskæreste så meget? Det har titlen vist allerede afsløret.

Åbningen er helt perfekt. Cecilia stikker af i nattens mulm og mørke fra voldsmanden, Adrian. Vi ser ham ikke slå. Vi hører ham ikke. Eller ser ham. Hendes listen rundt i rigmandshuset er rigeligt.

Til hun står i søsterens vens hus. I sikkerhed. Men hun skal hente post. Hvad nu hvis Adrian står derude? Hun tør ikke.

Den er denne leg med Cecilias angst for det usynlige, der skaber en usynlig spænding i denne genopsætning af H. G. Wells’ klassiker. Som en spøgelsesfilm uden et spøgelse.

Men selv om lykken vender, da Adrian efter sigende har begået selvmord, så begynder der ikke lang tid efter at ske mærkelige ting indenfor i det, der burde være sikkerhed.

Det er, som om nogen kigger på hende. Men der er ingen. De p-piller, hun tabte under sin flugt, dukker op på vasken i badeværelset. Hvordan?

Selv er Cecilia overbevist. Det er Adrian. Han har opfundet en måde at gøre sig usynlig på, så overgrebene kan fortsætte.

Men i tråd med at den usynlige terror åbenbare sig, så glemmer “The Invisible Man” sit hverdagsfokus på det altødelæggende forhold og tvivlen om, om det mon blot er Cecilia, der er sindssyg.

Adrian er nu ret tydeligt usynligt til stede. Nu handler det bare om, hvornår Cecilia fanger ham, og om omverdenen tror hende.

Det er nemlig det psykologiske spil, der oprindeligt var hovedpointen i historien om den usynlige mand, hvor Jack blev sindssyg af sin gennemsigtighed.

Men i 2020 vælger Leigh Whannell i stedet den mere fysiske gyser-action – mand jagter kvinde, hvilket jo er helt i tidens ånd. Den slags sjov action lavede Whannell bare bedre med sin stilmæssigt legende “Upgrade” fra 2018.

Så for at besvare det indledende spørgsmål. Det værste, der kan ske en kvinde på flugt fra en voldelig ekskæreste, er, at han bliver usynlig.

Derfor er “The Invisible Man” klart bedst uden sit monster, uden sin mand – han burde være forblevet usynlig.