Wow! Det første billede fra Owen Wilsons malerfilm “Paint”, er landet, og det er tydeligt, hvilken maler, der har inspireret hans karakter
I filmen, der er skrevet og instrueret af Brit McAdams (“Tosh.0”), følger vi maleren Carl Nargle (Wilson), som gennem knap tre årtier har lagt ansigt til Vermonts mest populære malershow. Nargles ikoniske rolige hvisken (igen, det er ikke Bob Ross) har længe tryllebundet delstatens borgere, men da tv-stationen hyrer en yngre og bedre maler, bliver alt og alle, som Carl elsker, taget fra ham.
Nu har vi fået det første billede fra “Paint”, og selvom man ikke kan bebrejdes for at tro, at det er Bob Ross, som Owen Wilson portrætterer, er det altså ikke tilfældet – på trods af at inspirationen er unægtelig.
Over for Wilson kan vi se Michaela Watkins (“Thanks for Sharing”), Wendi McLendon-Covey (“Bridesmaids”), Ciara Renée (“Legends of Tomorrow”) og Stephen Root (“Barry”).
Læs også: “Willem Dafoes kunsttyv går fra forstanden i første trailer til ‘Inside'”
“Paint” får i USA premiere den 28. april næste år. Der er endnu ingen dansk premieredato.