Et par unge døde drengedetektiver må undgå Døden, mens de opklarer mysterier i den første trailer til ny Netflix-serie.
“Dead Boy Detectives” skulle oprindeligt have haft premiere på HBO Max som en del af streamingtjenestens DC Comic-indhold. Det er dog ikke tilfældet længere, og nu er serien, der er baseret på tegneserierne skrevet af “The Sandman”-forfatter Neil Gaiman, altså rykket over til Netflix.
I “Dead Boy Detectives” møder vi Edwin Payne og Charles Rowland – to teenagespøgelser, der er født med flere årtiers mellemrum, som opklarer mysterier under Dead Boy Detectives-agenturet. Sammen med den clairvoyante Crystal Palace og hendes ven Niko, må de forsøge at knække paranormale sager i det dødelige domæne.
De to detektiver er spillet af tv-debutanten George Rexstrew og “Innocent”-skuespiller Jayden Revri, mens resten af castet tæller navne som “Last Night in Soho”-skuespiller Kassius Nelson, “Doom Patrol”-skuespiller Ruth Connell og “Justified”-skuespiller Jenn Lyon.
Læs også: “Netflix’ live-action ‘Avatar: The Last Airbender’ får sin første storslåede trailer”
Den otte episoder lange serie udvikles af “Doom Patrol”-forfatter Steve Yockey, mens Gaiman har ageret executive producer.
“Dead Boy Detectives” har endnu ingen premieredato.