Warner Bros. kan meget vel ende med at fastholde premieredatoen til Christopher Nolans “Tenet” på trods af coronakrisen.
Biografer og filmelskere kigger lige nu mod Warner Bros. og Christopher Nolan – hvad skal der ske med “Tenet”? Vil den som den sidste storfilm i sommersæsonen også udskyde sin premieredato som alle de andre? – eller vil den blive og få premiere i midten af juli?
Her er tre gode grunde til, at “Tenet” fastholder sin premieredato.
IMAX. “Tenet” er optaget i IMAX-formatet. Derfor vil Christopher Nolan med garanti kræve premiere i IMAX-biograferne, hvor den gerne skal vises i flere uger i træk.
Men hvis “Tenet” skal have premiere i 2020, så er den mest oplagte dato at flytte til den anden uge i december. To uger efter den amerikanske premiere på “No Time to Die” – to uger før “Top Gun 2”.
Begge disse titler er dog også IMAX-titler, hvilket betyder, at kun én af titlerne kan vises ad gangen i det foretrukne format. Vil Nolan nøjes med to uger i IMAX? Næppe. Derfor kan “Tenet” ende med at fastholde premieredatoen – med mindre man vil udskyde premieren helt til sommeren 2021.
Helt alene. Hvis Warner Bros. har is i maven, og verden viser sig at være helt normal igen til juli, så vil “Tenet” være helt uden konkurrence i biograferne. Alle store biografsale vil vise én eneste film i mindst en måned i træk.
Til juli vil verden have været uden store premierefilm i fem måneder, så meget taler for, at publikum vil strømme ind for at se “Tenet” – hvis ellers frygten for covid-19 har lagt sig. En juli-dato kan blive en gigantisk succes for Christopher Nolan.
Christopher Nolan elsker biograferne. Den 21. marts skrev Christopher Nolan et essay udgivet i The Washington Post, hvor han erklærede sin fulde støtte og kærlighed til biograferne under coronakrisen. Få elsker biograferne så højt som Christopher Nolan.
Derfor ved Nolan også, at biograferne får det svært, når de igen må åbne, hvis alle store premierefilm er flyttet til slutningen af 2020 eller 2021. Det vil føre til massive problemer for biografbranchen.
Den kendsgerning kan få Nolan til at insistere på at fastholde premieredatoen for at hjælpe biograferne, når de genåbner. “Tenet” vil være en drøm for biograferne at vise i en sommersæson, der er blevet forladt af film som “Fast 9”, “Black Widow”, “Top Gun 2” og “Minions 2”. Kærligheden til biografen kan fastholde “Tenet”.
Læs også ‘3 årsager: Derfor flytter Christopher Nolans “Tenet”‘.
“Tenet” er aktuelt premieresat til den 16. juli.