Thomas Vinterbergs “Submarino” er vinder af Nordisk Råds Filmpris 2010. Den slog bl.a. den svenske “Metropia” i konkurrencen.
Læs Filmz’ biografanmeldelse af “Submarino”.
Nordisk Råd skriver om valget: ”‘Submarino er en barsk, men også dybt rørende historie om to brødre knyttet sammen af en skæbnesvanger barndom. Filmen er et komplekst kunstværk med en stilsikker instruktion og et stærkt manuskript, der giver os et indsigtsfuldt billede af menneskelivet.”
Det er 7. gang, at prisen uddeles, og Danmark har sat sig stærkt på det nordiske felt og har hele fire gange løbet med prisen – sidste år vandt Lars von Triers “Antichrist”.
Se også: Anmelderne om Thomas Vinterbergs “Submarino”: Helstøbt comeback.
“Submarino” fik pæne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne i marts, men alligevel havde den med kun 46.000 solgte billetter svært ved at tiltrække det store publikum. Til sammenligning hev Vinterbergs gennembrudsfilm “Festen” over 400.000 danskere i biografen.
“Submarino”s manglende kommercielle gennemslagskraft var muligvis også årsagen til, at Det Danske Filminstitut fornylig valgte en anden film til at dyste om at blive det danske bud på en Oscar-kandidat i kategorien Best Foreign Language Film – Susanne Biers “Hævnen”.
Se også: Filmz TV møder Thomas Vinterberg.
#1 UberGimp 14 år siden
#2 Twister 14 år siden
Helt enig. Submarino er en fremragende film og er en virkelig stærk oplevelse. Vinterberg tilbage i god form :)