“Mission: Impossible 8” bliver Tom Cruises sidste omgang som Ethan Hunt, men actionbraget markerer ikke afslutningen på samarbejdet med “M:I”-instruktør Christopher McQuarrie.
Indenfor de næste to år får vi afslutningen på Tom Cruises fantastiske actionfranchise “Mission: Impossible” – først med “Dead Reckoning Part One” den 13. juli 2023 og bagefter med “Dead Reckoning Part Two” den 27. juni 2024.
Efter det kan vi dog – hvis alt går efter planen – se frem til meget mere Cruise og McQuarrie. Makkerparret, der sammen har stået bag nogle af filmverdenens mest hæsblæsende stunts, har nemlig planer om tre nye projekter. Det rapporterer Deadline.
Det ene projekt er en musical, der skal fremhæve Cruise som leading man, mens det andet er en original actionfilm med potentialet til at blive en ny franchise. Derudover er der også planer om at genbesøge Cruises dansende “Tropic Thunder”-karakter Les Grossman, selvom det ikke er klart, om det er i en solofilm eller gennem biroller i andre fremtidige film. Samtlige af de fremtidige projekter vil blive skrevet af McQuarrie i samarbejde med Cruise.
Cruise har for nylig opnået utrolig succes med “Topgun: Maverick”, der blev hans første film til at runde en milliard dollars. Om nogen af de kommende McQuarrie/Cruise-samarbejder kan leve op til 80’erfilmsfortsættelsens præstation i billetkontoret, må tiden vise.