Den amerikanske “The Departed”-skuespiller Alec Baldwin har skudt og dræbt filmfotografen Halyna Hutchins, rapporterer flere amerikanske medier.
Den 21. oktober affyrede 63-årige Baldwin under optagelserne til sin kommende film “Rust” rekvisit-pistolen, der ramte den 42-årige Hutchins. Filmfotografen blev i helikopter transporteret til et hospital i Albuquerque, men hendes liv stod desværre ikke til at redde.
Instruktør Joel Souza blev også ramt, men rapporteres i live og er nu ude af hospitalet.
Deadline rapporterer, at Baldwin, der på “Rust” er hovedrolleindehaver og producer, både er blevet forhørt og løsladt af politiet i Santa Fe i staten New Mexico, hvor filmen blev optaget. Ingen reelle anholdelser har endnu fundet sted, men efterforskningen fortsætter.
Baldwin var tilsyneladende ikke bevidst om typen af ammunition, som rekvisit-pistolen var ladet med, fortæller kilder Deadline. Normalt har en overrekvisitør ansvaret for skydevåben på filmsets, men noget er tydeligvis gået galt på “Rust”-produktionen.
Det er desværre ikke første gang, vi har set ulykker i forbindelse med rekvisit-pistoler på filmproduktioner. Kampsportslegenden Bruce Lees søn, Brandon Lee, døde i en alder af blot 28 år, da han blev skudt under optagelserne til “The Crowe”.
Produktionen af “Rust” er foreløbigt sat på pause, har en repræsentant for produktionen udtalt: “Vores cast og mandskabs sikkerhed forbliver vores førsteprioritet.”
#1 CaGoDa 3 år siden
#2 serpentor1984 3 år siden