Jeg har haft mange store filmoplevelser i filmåret 2014, der endnu gang viste, at USA både laver de 90 procent bedste film og de 90 procent værste. Året begyndte med et stærkt Oscarfelt med en solid vinder i “12 Years a Slave”. Andre højdepunkter, jeg vil huske 2014 for, er legesyge film som “Hende” og “LEGO Filmen” samt et CGI-højdepunkt med aberne fra “Abernes planet: Revolutionen”. For ikke at tale om Richard Linklaters imponerende 12-års-projekt, “Boyhood”. Ingen af dem er dog på min liste. Her er mine fem største filmoplevelser fra 2014:
5. “Interstellar”
Sci-fi er kommet retur med manér. “Gravity” var med sit minimale rumkammerspil en af de bedste i 2013. Christopher Nolan trækker i 2014 den helt anden vej. Stadig i rummet, men den får fuld pedal på spilletid og storhed, bedst understreget med Hans Zimmers nærmest vulgært storladne lydspor, der viser, hvad et kirkeorgel også kan bruges til. Det er ikke fint og stramt fortalt som “Gravity”, men jeg må bøje og bukke for en film, der tænker så stort på alle måder. En stor filmoplevelse i rummet.
4. “Inside Llewyn Davis”
Ved premieren i Cannes var der eftersigende skuldertræk til overs for den nyeste film fra brødrene Coen. Den var da ok. Men en bare ok Coen-film er nu en gang ofte en af årets bedste alligevel. Filmen om en wannabe Bob Dylan leverede årets med afstand bedste soundtrack, hvor hovedrollens Oscar Isaac selv sang det meste i et misantropisk roadtrip, som kun de quirky brødre kan levere det.
3. “Anchorman 2: Fortsat flimmer på skærmen”
Mange sjove ting er kommet ud af Saturday Night Live. En af de sjoveste er Will Ferrell. Han trækker som regel sine jokes alt for langt ud, men hans talent ligger i at fortsætte joken så længe, at de bliver gode igen. I den her efterfølger trækkes Ferrells jokes ud i det ekstreme, langt over grænsen i et surrealistisk samarbejde med særligt Steve Carells uden-for-rækkevidde-vejrvært, der allerede i januar gav mig årets bedste og højeste grin.
2. “Force majeure”
Ruben Östlund kan noget særligt. Jeg får pinlig mave af at kigge på det. Han kan som ingen anden sætte sin ubehageligt insisterende finger på tabuer, som vi ikke taler om. Slet ikke i Sverige, hvor han kommer fra. I den her afslører han den stakkels middelklasse-familiefarmand Tomas som en kryster, en bangebuks, der hellere redder sig selv end sin familie, da en lavine ser ud til at ramme dem. Det gør den ikke, men jeg følte, den ramte mig.
Karakteristisk for filmåret 2014 så er toplistens 1’er en sequel. Eller det er den ikke, men det kunne den være. Til “The Social Network”, der også er instrueret af David Fincher, som kan det der med at lave periodeportrætter. Nu er Facebook-årtiet med dets finansoptur forbi. I den her periodefilm er vi nået til nedturen. Tiden efter krisen, som suspensevildt fortælles igennem historien om Nick og Amy og deres ikke så velfungerende ægteskab. Mildest talt.
