Aberne kommer… Og skyder dig med et maskingevær

Hvor kom vi fra? Aberne. Det begynder med aberne i “Abernes planet: Revolutionen”. Fokus på James Franco og videnskabsmenneskene fra prequel-genstarten i “Abernes planet: Oprindelsen” er væk eller i hvert fald udlignet til fordel for de mest overbevisende animations-aber, jeg har set.

Selv om du ikke har set oprindelses-forløberen, så er du fint med. En fæl smittevirus har dræbt størstedelen af menneskeheden. De immune deler nu en smadret forfaldsverden uden strøm med en gruppe aber, der er blevet intelligente – og lidt aggressive – af selv samme videnskabsskabte virus. Anført af den på-to-ben-gående og talende chimpanse Caesar, der mistede sin mennesketillid i første film, har abegruppen bedst formået at tilpasse sig den efter-apokalyptiske verden, som er smadret på den helt rigtige måde. Tomme fabriksbygninger med strømforladte tablets giver en stemningsmættet fornemmelse af en civilisation, der knækkede nakken på videnskabeligt og materielt hovmod.

Nu er alt væk. Kulturen, civilisationen – det, der gør menneskeheden menneskelig. Tilbage er håbet og et depot fuld af maskingevær samt en frygt for de aber, der bor ude i skoven og som kontrollerer adgangen til San Franciscos eneste mulige energikilde. Det kan næsten kun ende galt. De fleste krige handler jo om retten til energi, til at oplade din tablet. Men selv om det er tydeligt, at det ender med et brag, hvor chimpanser til hest maskingeværskyder til måls efter mistroiske mennesker, så gør det ikke så meget. Rejsen mod den uundgåelig revolution, hvor aberne vil møblere om på magthierarkiet, er nemlig effektfuldt fortalt.

Og netop effekterne udmærker “Abernes planet: Revolutionen” sig ved. De bemærkes ikke. Abernes stoflighed; pels, bevægelser og integrering med det faktisk virkelige miljø med mennesker, er perfekt afstemt. Et computerskabt abeskridt af dimensioner. Derfor giver det også god mening, at synsvinkel og karakterudvikling er placeret primært hos primaterne. Det valg gør Andy Serkis til abe-revoltens store oplevelse. Han brød igennem i “Ringenes herre: De to tårne”, hvor han lagde krop og stemme til det animerede eventyrvæsen Gollum. Caesar er Serkis’ nye glansnummer. Med alle de begrænsninger en computerabe giver, så giver Serkis en imponerende tvetydighed fra sin CGI-skabte chimpansedragt.

Caesar er mere menneskelig end menneskene. Hård leder, men med kone og barn. Mistillidsramt, men med dialoghjertet på rette sted. Ingen af menneskene kan for alvor spille op til Serkis’ superchimpanse, hvor Jason Clarke gør det bedste forsøg som det menneskelige modstykke. Det romantiske modstykke til Clarke derimod, Keri Russell, ligner en vennetjeneste fra “Felicity”-tiden med instruktør Matt Reeves. Det er ikke i menneskelejren, fornøjelsen ligger. Det er i dyreriget, hvor fortællingens motor findes. Og i et dyrerige med en retfærdige konge må der nødvendigvis findes en tronraner, en skidt karl, en Scar. Her hedder han Koba. En abekat, der er så arret grim, at han kun kan blive skurk med et maskingevær i hånden. Men også så arret på sin sjæl, at vi forstår hvorfor. Ingen helt er noget uden en god, ond skurk. Caesar er intet uden Koba – sammen er de “Abernes planet: Revolutionen”.