Interstellar

InstruktionChristopher Nolan

MedvirkendeMatthew McConaughey, Anne Hathaway, Jessica Chastain, Michael Caine, Casey Affleck, William Devane, Topher Grace, Ellen Burstyn, John Lithgow

Længde169 min

GenreSci-Fi

IMDbVis på IMDb

I biografen06/11/2014

Anmeldelse

Interstellar

5 6
Efter “Gravity”

En klog mand sagde engang til mig, at godt sagt er godt tænkt. Dermed mente han, at hvis noget er flot udført, så er idéen bag også god. Jeg er enig. På nær når det gælder instruktøren Christopher Nolan. Film som “The Prestige”, “Inception” og sidste kapitel af “Batman”-trilogien er ikke så perfekt sagt, som de er tænkt. Alligevel er Nolan den underholdningsauteur, jeg beundrer mest for sine idéer. For sine evner til at tænke stort, vanvittigt, vildt og vovet. “Interstellar” er Nolans bedst tænkte film. Og næsten den, der er flottest udført.

I episk skala får Nolans jomfrurejse ud i sci-fi-rummet alt andet til at ligne et fortættet kammerspil. “Gravity” er en subtil teatermonolog i sammenligning med den vulgært, stort opsatte raketopera, som “Interstellar” er. Det understreges og overstreges med tydelig overtydelighed af Hans Zimmers score, der pumpende potent sender Matthew McConaughey ud i verdensrummet på jagt efter ormehuller, overlevelse og frelse til tonerne af et rock-kirkeorgel, der ikke vil acceptere et nej som svar til noget som helst. ’Ja, ja, ja! Mere, mere, mere,' messer musikken Der er bogstaveligt talt mere mellem himmel og jord, end videnskaben kan forklare i “Interstellar”, og Zimmer vil ikke have det siddende på sig, at det budskab ikke siver ind på den største lystavle.

Men det stort opsatte passer godt til det stort tænkte. For Nolan går ikke efter det elegante, det underspillede, men derimod efter det episke, det storladne. På godt og ondt. “Interstellar” er oplevelsen af at være på tur i rummet som i “Gravity”. Den er det psykedelisk vilde ved “Rumrejsen år 2001”, og den er lige-ud-ad-rumvejen-historien fra “Armageddon”, hvor Michael Bay og USA skulle redde Jorden ude i rummet, imens Liv Tyler med hånden på skærmen bare ønskede sig daddy hjem igen. Den er det hele og kunne meget vel have været et sært samarbejde imellem netop Alfonso Cuarón, Stanley Kubrick og Michael Bay. Måske får man Christopher Nolan, når man kloner de tre?

Først og fremmest er “Interstellar” et simpelt, troværdigt univers at tilbringe næsten tre timer i. Der er ikke så mange (over)forklaringer som i “Inception”, men derimod en simpel konstatering af, at Jorden i en ikke så fjern fremtid er på økoskideren. Menneskeheden må finde sig et nyt sted at lege landmænd, som de fleste gør det i den her efterkatastrofetid, hvor ressourcerne er knappe, støvet er dødeligt tørt for lungerne og majs er det eneste, som McConaugheys alenefar Cooper har at servere til sine to børn. Uden mange flere forklaringer sendes Cooper af sted på jagt efter et nyt hjem i en fjern, fjern galakse til Jordens sidste generation sammen med et urutineret rakethold blandt andet bestående af en mystisk sammenbidt Anne Hathaway samt holdets mest elskelige karakter, den kunstigt intelligente robot TARS, der må være en fjern fætter til både R2-D2 og HAL 9000. Det bliver aldrig indviklet teknisk. Et ormehul forklares med to cirkler og en streg fra en blyant på et stykke papir. En simpel, god strategi for en film, der vil forklare meningen med liv, kærlighed, efterliv, død, spøgelser og femdimensionelle verdener.

Det er i udforskningen af rummet med dets tidsparadokser, måske beboelige planeter og legenden om overmennesket Dr. Mann (et navn, den tolkningsbegejstrede kan læse lidt af hvert ind i), der sammen med andre forskere rejste ud på forhånd for at lede efter liv, at “Interstellar” er bedst tænkt og udført. Som mental efterkommer af Christoffer Columbus er Cooper kaptajn på et skib, der er på opdagelse efter en ny verden. Det er skønt at være med ombord. Mere ordinært er det som bekendt på Jorden. Også på Nolans udgave af menneskenes nuværende planet, hvor livet går videre, dage og år går, børnene bliver forældre, og særligt datteren Murph har det svært med en far i himlen. Det er rørende, det er Liv Tyler i kontrolrummet, men det er også en understregning af, hvor genialt det var, at Sandra Bullock kun så på Jorden deroppe fra i “Gravity”.

“Rumrejsen år 2001” har fået sig en episk rumbror. “Interstellar” er lige så arrogant, storvulgært tænkt og udført. Og den er et herligt grotesk og (over)tydeligt bud på meningen med det hele, imens Michael Caine siger noget patosfyldt med, at man ikke skal gå mod lyset uden kamp. Tænk, at nogen kan tænke så stort, vanvittigt, vildt og vovet. Tak for tankerne.

Kort om filmen

Da vores tid på jorden er ved at rende ud, påtager en gruppe forskere og eventyrere sig den vigtigste opgave i menneskets historie: at rejse via et ormehul gennem tid og rum for at undersøge om menneskeheden har en fremtid ude blandt stjernerne.