Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2014-03-03

Oscar-sæsonen er overstået, hvilket giver plads til lidt mere lette og kulørte film i superhelte- og actiongenren. Biografudbudet i marts ser under alle omstændigheder ud til at have noget for enhver smag – smalt såvel som blockbusters. Vi glæder os!

5. “300: Rise of an Empire

Vi begynder med en film, der ret sikkert kommer til at splitte. Den første film, “300”, blev hyldet for sin graphic novel-stil i tråd med “Sin City”, men den blev også hadet for sin selvhøjtidelighed og sit små-fascistiske verdenssyn, hvor man ofrer de svage. Uanset hvad så ligner opfølgeren her en fest for fans. Zack Snyder er godt nok ikke på som instruktør, men i en rolle som producer overvåger han derimod det ubeskrevede instruktørblad Noam Murro, der har ansvaret for en ny omgang oldhistorisk ultravold.



4. “Fortiden

Iranske Asghar Farhadi fik sit vestlige gennembrud med Oscar-vinderen “Nader og Simin – en separation”, der behandlede problemerne ved skilsmisse i Iran. Men spørgsmålet er så, om det er mere let og smidigt at skilles i et vestligt land som f.eks. Frankrig? Det undersøger Farhadi i dette familiedrama, der ser lige se bidende benhårdt ud som sit iranske modstykke. Filmen fik god kritik på sidste års Cannes-festival, så den virker uundgåelig for fans af Farhadis seneste film eller til dem, der ikke vil stryges med hårene.



3. “Captain America: The Winter Soldier

Imens vi venter på den næste “The Avengers”-film, så kan ventetiden meget passende fordrives med at følge en af Marvel-heltene fra superholdet. Efterårets “Thor: The Dark World” var solid underholdning, så hvorfor skulle det ikke også være tilfældet med denne opfølger? Det kunne passende ske ved, at Captain America får lidt mere kant og attitude, end den pretty boy-patriot han diskede op med i den ikke så vellykkede første film. Vi er klar til at gå i krig med vintersoldaten.



2. “The Grand Budapest Hotel

Wes Anderson laver film, der ligner retrodukkehuse bygget i ironisk distance-land. Koreografien er altid fejlfrit arrangeret i farverige tableauer, der som regel indeholder en far-søn-konflikt samt Bill Murray og Owen Wilson. Gerne dem begge. De er naturligvis med i Andersons nye mellemkrigstidsfilm sammen med et væld af andre stjerner som Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Harvey Keitel, Adrien Brody, Willem Dafoe, Edward Norton og Jude Law. En film, der konkurrerer med vores solsystem om at have flest stjerner, skal da tjekkes ud.



1. “Inside Llewyn Davis

The Big Lebowski”, “Fargo”, “True Grit” og “Barton Fink”. Ikke overbevist? Vi smider lige “No Country for Old Men”, “O Brother, Where Art Thou?” og “A Serious Man” oveni. Alene af den grund at det er svært at nævne andre filmskabere, der har præsteret et lignende kontinuerligt, højt niveau, så er enhver film af brødrene Coen en, der er værd at (for)vente på. De geniale brødre holder sig sjældent til samme genre, men skifter ubesværet og overlegent imellem komedie, thriller, western, krimi, gangster og nu altså en musikfilm, der helt sikkert har et soundtrack, som andre film må drømme om.

God biograftur!

Gravatar

#1 Morpheus 10 år siden

Captain America er den jeg helt klart ser frem til i Marts!
Gravatar

#2 Ispep 10 år siden

Er helt enig omkring 1 pladsen. Coens er jeg altid med på. Captain America håber jeg er langt bedre end den middelmådige Thor 2.
Gravatar

#3 Gasivodo 10 år siden

"lette og kulørte film i superhelte- og actiongenren" JAAA! Den slags kan man aldrig få nok af!?
"..are there any women here today?.."

'Life of Brian'(1979) = fra dengang, man GODT måtte... :-(
Gravatar

#4 Aggeri 10 år siden

300 bliver sikkert det arveste lort :)

Skriv ny kommentar: