Her har I os tilbageHer har I os tilbage. Det synes at være budskabet fra de to brødre og filmmagere Ethan og Joel Coen, som altid har gået deres egne veje. Og hvilket comeback efter de forfejlede “The Ladykillers” og “Intolerable Cruelty”, som havde gode sider, men generelt fik fans til at frygte, at de visuelt tænkende brødre helt havde mistet håndelaget. Det havde de heldigvis ingenlunde, og det understreger nærværende film – “No Country for Old Men” – og en buket Oscar-statuetter ved dette års prisuddeling i Hollywood heldigvis også.

Den barske historie i “No Country for Old Men” er baseret på forfatteren Cormac McCarthys bogforlæg og tager anno 1980 et kritisk vy ud over det land, der er blevet skabt i løbet af et par århundreder på det amerikanske kontinent. Tematikker som frygt, uvidenhed og manglende forståelse hører til de bærende elementer, for noget er grueligt galt med samfundet, hvor de forkerte valg kan have uforudsigelige konsekvenser, og hvor det tidligere ikke var nødvendigt for den typiske landbetjent at være armeret for at arrestere hårdkogte forbrydere. Heri ligger også den pointe, at gammelt med tiden må vige pladsen for nyt.

“No Country for Old Men” fortælles delvist igennem den aldrende landsherif Ed Tom Bell, som nærmer sig pensionsalderen med hastige skridt og ikke har forståelse for nutidens forbrydelser, som har fået en anden karakter, end da han startede i faget som 25-årig og fulgte i fodsporene på sin far og sin fars far. På den modsatte side af den kriminelle bundlinje står Javier Bardems mentalt utilregnelige Anton Chigurh, som kompromisløst og uden empati myrder løs til højre og venstre, alt imens han jagter de godt to millioner dollars, som er forsvundet under et narkotikaopgør i den texanske ørken. Og pengene? Ja, dem er Josh Brolins bondetamp og lykkeridder Llewelyn Moss såmænd faldet over under en jagttur, og fristelsen viste sig for stor at lade forpasse.

Men handlinger har konsekvenser, og på grund af sin dont må Moss nu se sig som en del af en forfølgelseshistorie, hvor han i selskab med de mange penge jages af den voldspsykopatiske Chigurh, mens begge mænd har sherif Bell i hælene i egen tilbagelænet facon. Det er særligt Javier Bardems introverte og helt sublime indsats på skuespilfronten, der periodevis stjæler billedet, om end de resterende skuespilkræfter på ingen måde bør forklejnes. Det skal heller ikke Coen-brødrenes uforlignelige evner til at fortælle en historie, der på forhånd er ganske fremragende. Men i deres hænder får den imidlertid en række tvists og også den ironiske distancetagen til det samfund, som de selv er født og opvokset i.

Med “No Country for Old Men” er Joel og Ethan Coen søgt tilbage til rødderne og ind til deres allermørkeste afkroge. Nyeste film er vel nok den mest blodige og mest brutale, siden brødrenes uforglemmelige start for mere end tyve år siden, hvor først “Blood Simple” og siden også “Millers Crossing” blandt andre fik vist de to instruktørers fascination af menneskets voldelige natur. Men samtidig ligger filmen på et leje, hvor filosofiske tilgange – særligt landsherif Bells – krydrer den ondsindede voldsspiral og i stedet er med til at gøre status tre århundreder efter USA’s fødsel.

Til styrkerne hos de to filmmagikere hører også sansen for den visuelle fortælling, og til det har de to allieret sig med den velrenommerede fotograf Roger Deakins, som bestemt ikke har været ueffen på det gebet. Det panoramiske udseende, de åbne vidder og de mange kælne kamerature er med til at gøre “No Country for Old Men” til en helstøbt oplevelse. Sammen med det veldrejede manuskript, de sublime skuespilpræstationer og Coen-brødrenes eget uforlignelige touch – når det altså er bedst – gør det nok denne film til den bedste af sin art inden for en anseelig årrække.

Her får vi nemlig et hæsblæsende og nervepirrende drama, hvis lige sjældent er set. Det er kattens leg med musen. Filmen rummer en uimodståelig sans for detaljen, men vigtigst er stadig budskabet. Menneskeheden er blevet en differentieret størrelse, hvor manglende forståelse for hverandre fører kimen til mangt en uenighed med sig. Med “No Country for Old Men” har to gange Coen formentligt skabt deres absolut bedste film til dato, og det er til trods for, at der blandt bagkataloget i forvejen kan fremmanes helt uforglemmelige værker.

VideoFilmen præsenteres i et næsten perfekt anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er næsten uden mislyde. Transferet er skarpt og udstiller på imponerende vis fotografen Roger Deakins’ panoramiske indfangning af essensen. Filmens look er en smule desatureret og oppebæres af en stabil kontrast og prangende farver. Der er ikke de fjerneste tilfælde af hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, og skal der kastes lidt malurt i bægeret, så er det de få tilfælde af edge-enhancement, som kan ses i et par af filmens lysere scener.

AudioHelt i top er til gengæld et uovertruffent lydspor, som eksekveres i det engelsksprogede Dolby Digital 5.1. Lyden bruges ofte kreativt og kontrapunktisk og bibringer desuden en mangfoldig og gennemarbejdet atmosfære. Dialogen er tydelig og uden overstyringer af nogen art og drukner desuden ikke i filmens score. Endelig er lydeffekterne distinkte, og der er endda blevet plads til enkelte vellykkede lydpanoreringer.

EkstramaterialeEkstramaterialet står ikke mål med udgivelsens øvrige fortræffeligheder. Dog er der blevet plads til trailere for “Cloverfield”, “There Will Be Blood”, “Drageløberen”, “Margot at the Wedding” og “Iron Man”. “Diary of a Country Sherif” er et kort indslag med fokus på et par af karakterne garneret med interviews med medvirkende foran og bagved kameraet. Mere interessant er imidlertid “Working With The Coens”, hvor Javier Bardem, Josh Brolin og Tommy Lee Jones, blandt andre, udtaler sig om arbejdet med de instruerende brødre. Mest fyld er der på den knap en halv time lange “The Making of No Country for Old Men”, som går i dybden med historien og bogforlægget. Men selv om alt ekstramaterialet er tekstet, er udvalget ikke voldsomt imponerende, filmen og de to instruktører taget i betragtning.

Mesterlig fortælling fra ingenmandslandDen gamle, vejrbidte sherifs stemme lyder, som den bærer på alverdens byrder og sorger. Det er en stemme, der har set alt og forsøgt alt, og som nu nærmer sig den opgivende konklusion, at der simpelthen ikke er nogen form for formål eller mening tilbage. Verden er, som den er, og selv den mindste form for menneskelig håb er udsigtsløs overfor den ubærlige ligegyldighed.

Stemmen tilhører Ed Tom Bell i Tommy Lee Jones’ trætte skikkelse, der med en bibelsk gennemslagskraft sætter stemningen i indledningen af “No Country for Old Men”. Filmen er baseret på Cormac McCarthys roman af samme navn, og selvom han næppe skrev figuren med Tommy Lee Jones i tankerne, så påtager den garvede skuespiller sig rollen med en sådan overbevisning, at det er meget vanskeligt at forestille sig noget form for alternativ.

Den gamle sherif har masser at være bekymret for – ikke mindst den komplet amoralske lejemorder Anton Chigurh, der huserer og tager liv med en sådan vilkårlighed, at man ikke kan andet end at ryste på hovedet med vantro. Udstyret med noget nær den grimmeste frisure nogensinde, et isende smil samt en art kvægskyder af den mest væmmelige slags, tager han en grusom hævn over alt og alle, og lader tilsyneladende ofte deres skæbne afhænge af tilfældigheder.

I hans søgelys kommer Llewelyn Moss, der er svejser og en cowboy af den gamle skole i en verden, der ikke har plads til hans slags længere. Under en jagt falder han tilfældigvis over resterne af et blodigt narkoopgør, der kun har efterladt en enkelt hårdt såret overlevende. Moss finder en taske, der indeholder to millioner dollars, og falder for fristelsen til at snuppe dem. Dermed pådrager hans sig dog også Chigurhs opmærksomhed, og snart starter et dødelig spil, hvori rollerne som jæger og bytte skifter frem og tilbage. Samtidig forsøger sheriffen at standes Chigurh inden, det er for sent.

Døden hænger tunget over “No Country for Old Men”, mere end i nogen anden Coen-film, og historien er badet i vold og blod, men er ikke desto mindre meget langt fra at være nogen actionfilm. Den har thrillerens form, men er essentielt snarere et karakterstudie med filosofiske undertoner. Det er en fortælling om tilfældighed og skæbne. Handlingen er forræderisk simpel og skaber hurtigt nogle bestemte forventninger, som dog ikke nødvendigvis bliver indfriet. Filmen er grundlæggende ikke interesseret i, hvem der rent faktisk slipper af sted med pengene, men mere i hvordan de forskellige håndterer mødet med den ekstreme situation og den overvældende ondskab.

“No Country for Old Men” er for det meste holdt i et roligt tempo med lange kig udover den tomme prærie. Den er stort set uden musik og bruger i stedet baggrundslydene og tavsheden som en hel symfoni. Det bliver ofte hævdet, at gysere hovedsagligt virker pga. musikken, og der er da mange af slagsen, som fuldstændig blegner, hvis man skruer ned for lyden. I “No Country for Old Men” bliver stilheden dog til tider næsten kvældende, og man sidder ofte hensat i anspændt forventning med svedige håndflader. Coen-brødrene udviser i “No Country for Old Men” en mesterlig håndtering af suspens, der vækker minder om Hitchcock. Ofte finder man sig selv på nippet til vantro latter, når man bliver bevidst om, hvor formidabelt man bliver manipuleret af filmen.