Fortiden

InstruktionAsghar Farhadi

MedvirkendeBérénice Bejo, Tahar Rahim, Ali Mosaffa, Pauline Burlet, Elyes Aguis, Jeanne Jestin, Sabrina Ouazani, Babak Karimi, Valeria Cavalli

Længde130 min

GenreDrama, Mysterie

IMDbVis på IMDb

I biografen13/03/2014

Anmeldelse

Fortiden

5 6
(For)tiden åbner alle sår

Man kan ikke løbe fra fortiden. Alle gerninger, selv de på papiret mindste, har konsekvenser. Skulle du være i tvivl om det, så er iranske Asghar Farhadi på pletten til at minde dig noget så eftertrykkeligt om det. I “Nader og Simin – en separation”, Farhadis fænomenale gennembrudsfilm og prissluger fra 2011, lykkes det instruktøren at skildre en skilsmisse imellem et moderne, iransk par med så mange overraskelser og en detaljerigdom, så selv de mest rendyrkede suspensefilm kommer til kort. Farhadi sætter skruetvinger og lup på de menneskelige relationer og moralske dilemmaer som få andre. Også denne gang, hvor endnu et ægtepar (denne gang på fransk grund) må se fortiden i øjnene og se at få underskrevet de der forbandede skilsmissepapirer og komme videre i teksten. Hvis de altså kan.

Med “Fortiden” breder Asghar Farhadi sin palet ud og viser, at han ikke bare formår at fortælle historier, der er specifikt iranske – både hvad angår geografi og kulturelle referencer – men i den grad almenmenneskelige. Filmen udspiller sig i den nedslidte, parisiske forstad Sevran, hvor toget blæser forbi baghaven i Marie-Annes mindst lige så nedslidte hus hvert andet øjeblik. Sikke en kulisse. Hvor Bérénice Bejo peppede stumfilmsmiraklet “The Artist” op med sit friske ansigt, er det en decideret træt og prøvet kvinde, vi møder i hendes Marie-Anne. Efter fire års separation fra Ahmad, har de to nu endelig fundet en dato, hvor de skal underskrive skilsmisseerklæringen. Rolige og rare Ahmad ankommer med fly fra Teheran og dumper lige ned i en hvepserede af ulmende intriger hos eks’en, hendes to børn (hvoraf ingen er Ahmads), den lille papsøn Fouad og den nye kæreste Samir. Han spilles med lige dele tungsind og halen-imellem-benene-attitude af Tahar Rahim fra Jacques Audiards fængselsfilm “Profeten”.

Indtil skilsmissen falder på plads, takker Ahmad modvilligt ja til tilbuddet om at bo hos Marie-Anne, der tydeligvis har sine hænder alt for fulde med at holde hus og styr på tropperne. Allerede i første scene ser vi, at hun har sit ene håndled forbundet, uden det på noget tidspunkt afsløres hvorfor eller hvordan, hun er kommet til skade. Det både vækker min interesse, efterlader indtryk af levet liv uden for filmens fortælling og pointerer, at den kvinde er ødelagt gods. Fortiden har mærket hende. Marie-Annes uregerlige teenagedatter Lucie tager afstand fra det nye forhold imellem moderen og Samir, og i sit forsøg på at mægle til enighed imellem mor og datter finder Ahmad langsomt ud af, hvor meget Marie-Anne og kompagni har at tumle med: Samir har en kone, der i et mislykket selvmordsforsøg har drukket blegemiddel og nu ligger i koma.

Der er ingen lette løsninger i “Fortiden”, der i struktur minder om en kinesisk æske. For hver gang Ahmad forsøger at nærme sig sandheden eller binde knude på fortidens fejltrin, synes en kaotisk kraft bare at tromle ham, Marie-Anne, Lucie, Fouad og resten af den sammenbragte familie længere ned. Som i “Nader og Simin – en separation” ved jeg som tilskuer aldrig, hvor fortællingen vil ende.

Det er forfriskende uforudsigeligt, men aldrig tilfældigt, fornemmer man. Dertil har Farhadi konstrueret – og det er måske eneste anke mod filmen – en for sirligt sammenhængende fortælling med plottwist på imponerende plottwist, der fejer benene væk under en flere gange. Stemningen er knugende og forholdene komplekst knudrede fra start til slut. Skænderier udvikler sig til håndgemæng, og får man ikke bare lidt ondt i maven af at se fortvivlede Bérénice Bejo irettesætte papsønnen Fouad og med al vold og magt lukke ham inde på hans værelse, ja, så må man besidde et af de berygtede hjerter af sten.

Det er Farhadis fejlfrie evne til at skabe ikke ligevægtige, men nuancerede karakterer, der indeholder hele det moralske spekter, der gør “Fortiden” til en bragende seværdig film. I et upoetisk og ubesværet filmsprog udruller den iranske instruktør og manuskriptforfatter endnu engang en art moderne familietragedie uden de store armbevægelser, men med stor psykologisk slagkraft og intense skuespilpræstationer. Tålmodigt lægger han brik efter brik i et puslespil, man først i allersidste, følelsesladede scene kan se, hvad forestiller.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Oscar-vinderen Asghar Farhadi (‘Nader og Simin – en separation’) er tilbage med endnu et syleskarpt og universelt menneskeligt drama med thrillerelementer. Den fransksprogede film starter, da Ahmad (Ali Mosaffa) kommer tilbage til Paris fra Teheran. Ahmad skal underskrive skilsmissen med Marie (Bérénice Bejo), som han har været separeret fra i fire år. Marie har i mellemtiden indledt et forhold til Samir (Tahar Rahim), som hendes teenagedatter Lucie bryder sig dårligt om. Ahmad er kun på fransk visit, men inddrages hurtigt i familiekonflikterne, der stikker dybere end som så – og atter afdækkes hemmeligheder og løgne med forbløffende konsekvens.