The boys are back in town

For seks-syv år siden var der mange rygter og spekulationer om filmbrødrene Joel og Ethan Coen. Parret havde netop lavet “Intolerable Cruelty” og remaket af “The Ladykillers” fra 1955, som langtfra levede op til brødrenes sædvanlige genialitet. Hvad gik der galt? Havde de mistet taget? Der skulle dog ikke gå mere end tre år, før makkerparret gav svar på tiltale og lavede den fremragende “No Country for Old Men” efterfulgt af den udmærkede komedie “Burn after Reading”. Joel og Coen havde på ingen måde tabt pusten – de havde højst holdt en kreativ pause. Under alle omstændigheder er de nu tilbage for fuld skrue med en film, som disker op med en overflod af Coenske situationer og en god portion galgenhumor.

Den jødiske familiefar Lawrence Gopnik har taget sin egen lille bid af den amerikanske drøm. Han bor i et nydeligt forstadskvarter, har en kone og to børn og kandiderer til et fast professorat i fysik. Ikke alt er lyserødt – eksempelvis bor hans socialt handicappede bror Arthur på familiens sofa – men livet fungerer. Lige indtil Lawrence en dag vender hjem til en kone, der vil skilles. Og så starter lavinen. Lawrence må flytte fra hus og hjem, mens han langsomt ser hele sin verden styrte i grus. Men hvorfor sker det? Er Lawrence blot uheldig, eller bliver han som en anden Job testet af Guds vrede?

Det er ufatteligt, at Coen-brødrene kan blive ved. Mens mange kunstnere kan se tilbage på en karriere med enkelte betydningsfulde værker, forkæler Joel og Ethan gang på gang deres publikum med sublime film, der stryger lige ind på et kæmpe antal filmelskeres lister over yndlingsfilm. Ud over at være dygtige historiefortællere besidder brødrene et næsten unikt talent, nemlig evnen til at lave fantastiske film næsten uden at have en historie. Hvem bekymrer sig eksempelvis om historien i “The Big Lebowski”, når man kan læne sig tilbage og svælge i horder af velgennemtænkte karakterers ejendommeligheder? Ligeledes er netop karaktererne det bærende element i “A Serious Man”.

Instruktørerne gør ofte brug af store stjerner, som de tildeler uvante roller, men i “A Serious Man” er der ikke mange kendte ansigter. Det ændrer dog ikke på, at brødrene som sædvanlig får trukket det ypperste ud af skuespillerne. I hovedrollen ses den ellers ukendte Michael Stuhlbarg, som yder en bundsolid og humoristisk indsats i sit portræt af den apatiske, handlingslammede og næsten mytologiske selvhadende jøde. Som sædvanlig bakkes hovedrollen op af en ordentlig stak bipersoner, der alle efterlader et indtryk, om end de blot optræder i få sekunder – sekretæren, der harker en snotter op af halsen, koreaneren, som snakker dårligt engelsk, den gamle rabbiner med hår i ørene, den sexede nabo, som vækker minder om Mrs. Robinson fra “Fagre voksne verden” osv. På skrift lyder det ikke af meget, men i det Coenske filmunivers er disse karakterer altafgørende.

Ethan og Joel forstår ikke blot at lave film – de forstår også at holde sig det rette selskab. Endnu en gang danner de trup med cinematografen Roger Deakins, som har en meget stor finger med i spillet hvad angår brødrenes karakteristiske visualitet. Han forstår ikke blot at lave fantastiske billeder – det lykkes ham til hver af brødrenes film at opfinde en ny visuel æstetik, som subtilt adskiller sig fra de forrige, men aldrig så meget, at den gennemgående stil brydes. Sanseligt står især én scene i “A Serious Man” stærkt, hvor Deakins i samspil med lyddesigneren Craig Berkey formår at skildre en hashrus, så man drages lige lukt ind i tågen sammen med karaktererne.

Hvornår laver Coen-brødrene mon noget lort? Jovist, visse af deres film er mindre gode end andre, men kan det virkelig lade sig gøre at efterlade så mange film i kølvandet uden at lave noget decideret dårligt? “A Serious Man” er uden tvivl en af de film, som trækker brødrenes gennemsnit op. Med bundsolide karakterer og en uforlignelig brug af et finurligt underspillet filmsprog placerer filmen sig på linie med “The Man Who Wasn’t There”, “No Country for Old Men” og “Fargo”. Nej, brødrene har bestemt ikke mistet taget.

Video

Præsenteret i 16:9. Når en film visuelt set løfter sig over gennemsnittet, kan det hele ødelægges af et dårligt transfer. Det er heldigvis ikke sket denne gang. Farverne står lysende klart, og kontrasten er god og enormt stabil. Edge-enhancement og farveblødning er fraværende – de eneste anker er faktisk en lille smule banding samt at billedet kunne være en kende skarpere.

Audio

Dolby Digital 5.1. Ligesom så meget andet i “A Serious Man” er også lyden ganske underspillet. Lydsporet er langt fra insisterende, men formår at lægge sig som et umærkeligt, men stabilt fundament under filmen. Dialogen er klar og velklingende, og musikken er fyldig. Sub’en bruges sparsomt, men effektivt. Endnu engang skal hash-scenen fremhæves, hvor lyden skaber en særegen, dragende stemning.

Ekstramateriale

Dvd’en byder på to små dokumentarer om tilblivelsen af “A Serious Man” samt en lille ekstra gimmick, der fungerer som en lille parlør til det jødiske sprog. Den første af de to dokumentarer er en overordnet “bag om kameraet”, mens den anden tager udgangspunkt i filmens set design anno 1967. Der foretages interviews med centrale personligheder såsom brødrene Ethan og Joel, medlemmer af crew’et og skuespillerne.

Et seriøst godt svar

Med undtagelse af den udmærkede, men efter Coen’ske standarder middelmådige “Burn After Reading”, så er brødrene Ethan og Joel kendt for at besætte rollerne i deres film med ukendte og upåagtede skuespillere. Således er John Turturro, Jon Goodman og Frances McDormand på det nærmeste opfundet af de to særlinge. Efter den forrige flirt med de etablerede navne Clooney, Pitt og Malkovich er brødrene Coen tilbage ved udgangspunktet med “A Serious Man”, der meget vel kan gøre Michael Stuhlbarg til deres næste store fund.

Efter en mildest talt særpræget prolog starter vi i et forstadsmiljø i 1967 til tidens brydningstoner leveret af Jefferson Airplane. Her møder vi den jødiske fysiklektor og familiefar Larry. En dag brydes familieidyllen, da konen vil skilles til fordel for en bekendt af familien. Larry forstår det ikke, han har jo ikke gjort noget, men det er netop problemet. Det forstående brud sætter en mental lavine i gang hos Larry, der udover en hashrygende søn og en skønhedsfikseret datter belemres af den fremmedfjendske nabo, bestikkelsesforsøg fra en studerende, en anonym smædekampagne på jobbet samt broren Arthur, der sover på sofaen. Larry har mistet meningen med det hele og søger svar hos lokalsamfundets rabbinere, der ikke er i stand til at besvare Larrys spørgsmål – hvad er meningen?

“A Serious Man” er en lille film, måske Coen-brødrenes mindste, men under den underspillede overflade gemmer der sig en kæmpe af en film, der har potentiale til at blive den mest langtidsholdbare af alle fra det imponerende Coen’ske bagkatalog. Filmens omdrejningspunkt er Larrys søgen efter svar, håndfaste svar, som han finder dem i fysikkens verden. Men Larrys tvivl og søgen gør blot, at han lader meningen og livet suse forbi øjnene på ham, alt imens hans børn og den depressive bror lades i stikken. Det tætteste, Larry imidlertid kommer på at finde svar, er ikke hos fysikken eller religionen, men på bizar vis hos udvekslingsstudenten Clive, der tørt konstaterer: ”Erkend mysteriet”.

Udover livet er det et mysterium af de store, hvorledes brødrene Coen har iscenesat denne films billedside og lydside med så stor perfektion, som tilfældet er. Alt finder sammen i en uhørt harmoni lige fra den virkelighedsflygtende hashrus med den betagende nabo Mrs. Samsky til den bjergtagende slutsekvens, der på eminent holistisk vis samler de indledende toner fra Jefferson Airplane op igen. Hver for sig er sekvenserne sublimt udført, og helt igennem udsøgt spillet af et hold nye Coen-opfindelser, og sammen skaber helheden både mening for Larry og den til dato mest helstøbte film fra brødrene Coens snørklede filmunivers, og det siger ikke så lidt.

Særligt bør Michael Stuhlbargs formidable almindelige Larry fremhæves, der på samme vis som John Turturros Barton Fink er ramt af en eksistentiel truende tvivl og en fornemmelse af ikke at have udrettet noget med det liv, der leves for øjnene af ham. Men i modsætning til “Barton Fink” er der i fortællingen om den seriøse mand langt mere moden klangbund i substansen – brødrene er blevet voksne, og det klæder dem. Denne udvikling kombineret med det vanligt skævt karikerede persongalleri gør, at man sidder med en fornemmelse af at have overværet en monumental milepæl, der er banket i med en usædvanlig sans og kælen for detaljen. Samtidig er filmen ikke bange for at drive tålmodigt gæk med sit publikum, der konstant sidder og venter på, at filmens handling skal tage fart – måske på samme vis som med livet – men det gør den aldrig, i hvert fald ikke som vi troede, og sådan er det jo så herligt atypisk i Coen-land.