Martin Zandvliet skal instruere Michelle Williams i rumfilmen “The Challenger”.
Han blev Oscar-nomineret for “Under sandet“, der blev adgangsbilletten til den amerikanske filmbranche, hvor han i år har haft Netflix-premiere på “The Outsider” med Jared Leto.
Næste projekt for danske Martin Zandvliet bliver katastrofefilmen “The Challenger”, der behandler virkelighedens raketopsendelse med Challenger i 1986, skriver Deadline.
73 sekunder efter opsendelsen eksploderede rumfærgen, hvilket dræbte alle syv mennesker om bord, imens det hele blev transmitteret live på tv.
Michelle Williams er castet i hovedrollen som én af de dræbte om bord på Challenger-raketten.
Williams er i næste uge aktuel i “Venom“.
Produktionen af “The Challenger” forventes at begynde til maj.