De danske anmeldere er generelt enige i, at det seneste kapitel i “Twilight”-sagaen er en blodfattig omgang uden meget bid i, og fem ud af de seks medier, vi citerer her på Filmz, har givet filmen 3 stjerner eller under.
Eneste undtagelse er – måske lidt overraskende – Filmz’ egen anmelder Søren Ildved (Benway), der normalt er en svær mand at imponere, men som kaster fire stjerner efter “Eclipse” med ordene: “… efter to mislykkede forsøg er det omsider lykkedes for ‘Twilight’-serien at ramme den rigtige tone med denne tredje omgang teenage-vampyrer.” (Søren gav “Twilight” og “New Moon” hhv. 3 og 2 stjerner i sine biografanmeldelser).
Blandt de medier, der ikke er lige så imponeret, finder man bl.a. Berlingske Tidende, der skriver, at ”For en nybegynder, vil ‘Eclipse’ virke indforstået og selvhøjtidelig og i det hele taget som en let fuser.”
Jyllands-Postens anmelder beskriver filmen som ”… sløset og hullet fortalt og komplet uengagerende,” mens Ekstra Bladet dog bemærker, at der er ”skruet lidt op for action-sekvenserne denne gang…”
Klik her for at læse flere citater og se, hvor mange stjerner de enkelte anmeldere har givet “Eclipse”.
Se også, hvor mange stjerner ugens andre premierefilm har fået af landets anmeldere (klik på filmens titel):
“The Killer Inside Me” – Politiken skriver: ”… på mange måder en ganske stærk og især kompakt film.”
“When You’re Strange” – Ekstra Bladet skriver: ”… betragtet som portræt formår DiCillos film ikke at komme bag om den skamredne myte…”
Se også sidste uges biografpremiere: De danske anmeldere om “Pas på pelsdyrene”: Årets værste film.
#131 BN 14 år siden
No problemo! :-)
#132 BN 14 år siden
Jo, det ER lige præcist sådan det fungerer, ihvertfald efter MIN opfattelse. Lige her skal du nok overveje min overordnede POINTE fremfor at stirre dig blind på EKSEMPLET. :-)
Hvis den af dig fremholdte definition af "mainstream film" er korrekt, altså at der er tale om "det kommercielt sikre valg, som henvender sig til flest mennesker og derved bliver populært", ja, så må der jo være en ÅRSAG til, at "ikke-mainstream film" ikke henvender sig til flest mennesker og bliver ligeså populære, ikke sandt? Og hvad kan denne årsag være andet end INDHOLDET og MÅDEN disse film er lavet på?
Sammenhæng mellem filmsprog og mainstream/ikke-mainstream
Hvorfor blev (eksempelvis) Hitchcocks 'Vertigo' en kommerciel fiasko? Var det ikke netop fordi dens indhold og stil var noget anderledes end suspense-mesterens tidligere film? Jeg tænker her på, hvor lidt der sker udadtil i forhold til hvor meget der foregår på det psykologiske plan; her er lange, ordløse sekvenser med James Stewart der kører rundt i byen og holder øje med den mystiske kvinde (Kim Novak), og der er nærmest intet fysisk drama, bortset fra en person der falder ned fra et tårn. Dertil kommer at vores helt er noget mere psykologisk kompleks, ja, mindre helteagtige end man er vant til. Nej, 'Vertigo' var så afgjort ikke "mainstream". .... Men hvad gjorde Hitchcock så efterfølgende? Han lavede den mest actionfyldte og måske derfor også mest "mainstream" af alle sine film: 'North by Northwest'. At se denne film er som at se en "greatest hits"-opsamling baseret på alle hans hidtidige værker. Her var en "lige ud af landevejen" historie i stil med de film, han var kendt for.
'2001: A Space Odyssey' nød og nyder stadig ikke bred folkelig popularitet, fordi det er en ekstremt langsom og meget ordfattig fortælling med et simpelt, men ikke desto mindre ret uigennemskueligt plot, der leverer flere spørgsmål end svar, hvilket turde være en fordel, men reelt får mange til at stå af - lige fra Rock Hudsen til hr. og fru Danmark.
Det er "ikke-mainstream" at udfordre sit publikum i udtalt grad. Idag gør man det, hvis man laver langsomme film og film hvori der næsten ingenting sker. Ja, nogle filmfans føler det endda som en prøvelse, hvis en film gemmer sin action til henimod slutningen (jf. 'Open Range'). Mig gør disse ting ikke noget, sålænge det ikke går over gevind. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at en af grundene til den lave indtjening for f.eks. 'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford's vedkommende er dens anderledes stil, herunder dens meget langsomme tempo.
Min pointe er, at ting som tempo, klipning, cinematografi og fortællestil hver for sig eller tilsammen har stor indflydelse på, om en film har bred folkelig appel eller kun tiltrækker sig begrænset interesse. Og hvis man lige ser bort fra, at europæerne og asiaterne ofte - måske mest i de seneste to årtier - har kopieret amerikanske film, så både er og føles europæiske og asiatiske film altså anderledes end amerikanske og engelske. Det er noget med det overordnede 'touch', noget med stilen og stemningen. Og gennem hele det 20. århundrede HAR der vitterligt været en tendens til, at europæiske film i særlig grad har haft den Bergman'ske tendens, som jeg prøvede at eksemplificere i mit tidligere indlæg.
Hele filmen ligger på Youtube, så selvom min pc-skærm ikke lige er en storskærm, så ved jeg bare, at de sammenhængende 40 minutter jeg så for et stykke tid siden fik mig til at tænke på Spielbergs to film og se nogle tydelige stilmæssige paralleller, ja, nogle af de samme virkemidler (brugen af sort/hvid, det ubønhørligt hamrende maskingevær, den dokumentariske stil, flere af masseoptrinnene, den udpenslede, men alligevel nøgterne skildring af de vilkårlige drab/henrettelser af civile). For mig er det overtydeligt, at 'City of Life and Death' er lavet EFTER 'Schindler's List' og 'Saving Private Ryan', som den rent stilistisk virker som et mix af. ... Men det er jo det der med øjnene der ser, du ved. ;-)
#133 filmz-Claudius 14 år siden
Der er da flere forklaringer. Markedsføring. Kendte skuespillere. Kritisk omtale. Bare for at tage et par stykker.
Et godt eksempel er "The Blair Witch Project". Ukendte filmskabere. Helt ukendte skuespillere. Meget mainstream plot. Meget lavt budget, som kan aflæses i produktet. Filmen var forblevet en ukendt dråbe blandt tusind andre indie-projekter, hvis ikke det havde været for dens markedsføring.
Hitchcock mente selv, det var fordi Jimmy Stewart var blevet for gammel til rollen. De havde været nærmest uadskillelige i årevis, men lavede aldrig film sammen igen senere. Tragisk...
#134 BN 14 år siden
Men hvad der er "mainstream", altså hvad de fleste folk foretrækker, afgøres jo af INDHOLDET, og ikke af markedsføring. Hvis de fleste biografgængere f.eks. ikke gider at se snakkefilm, så kan man jo markedsføre den pågældende film ligeså meget man vil - det vil være spild af reklamepenge.
"Det kommercielt sikre valg" er ikke en film, som man tvivler på, at ret mange mennesker gider at se, men som man laver alligevel, i håb om, at det store reklameapparat kan gøre den interessant i folks øjne. En sådan film kaldes derimod en SATSNING. ... Næh, "det kommercielt sikre valg" er en film, der indeholder det, som tidligere har solgt eller p.t. sælger mange billetter.
Det fremgår af den anmeldelser fra dengang, at det IKKE var derfor.
Ja, meget trist.
#135 filmz-Claudius 14 år siden
Ikke fordi jeg uenig, men jeg har faktisk nogle gange en anden opfattelse. Jeg korser mig (figurativt) ind imellem over, hvilket bras man gennem hype kan sælge til publikum...
Indholdet betyder meget, ja, men det lyder for mig som om du i ret høj grad undervurderer, hvad indpakning og markedsføring betyder for en films succes.
Det sagde jeg så heller ikke, og i dag regnes filmen blandt Hitchcocks største mesterværker. Ja, måske endda hans bedste film.
Desværre betyder kvalitet så afgjort ikke, at en film får succes. "Blade Runner" var også en dundrende fiasko økonomisk i sin tid, men har siden fået hærskarer af tilhængere. Men den havde premiere overfor "E.T.", "Star Trek II" og Carpenter's "The Thing" i omtrent samme genre og blev kvalt af konkurrencen. For bare et par år siden kom "X-Files: I Want To Believe" ud i skarp konkurrence med "The Dark Knight" og fik gedigne klø ved kasseapparaterne. Tilsvarende åbnede "Star Trek: Nemesis" i næsten direkte konkurrence med "The Two Towers" med fatale konsekvenser. Timing og konkurrence betyder utroligt meget.
#136 BN 14 år siden
Du har helt ret i, at markedsføringen har afgørende betydning for en films succes.
Men det som Bruce og jeg har talt om, er om en film er lavet til det brede publikum. Hvis den er dét, er den "mainstream" endog FØR den udsendes. ... Det andet med markedsføring kommer først BAGEFTER. Vores snak har ikke handlet om, hvornår eller hvordan en film bliver en succes. Om en film bliver en succes eller ej, er underordnet i forhold til, om den henvender sig "mainstream"-publikummet.
#137 filmz-ab 14 år siden
Det er jo en titel de sikkert godt kan lide at ha' :-) Ej, men jeg er da også ligeglad hvormeget de tillægger en film - det er jo på egen regning, og hvis jeg er uenig i den "regning", ja så er jeg det :-) jeg kan på en god dag rumme mange slags film, små såvel som store, artsy såvel som no-brainer. Men min fornemmesle siger mig, at artsy eliten ikke kan? Men måske opfatter du dem anderledes..
#138 filmz-Bruce 14 år siden
Det er det kommercielt sikre valg, i og med at mainstream er fællesnævneren for majoriteten af filmpublikums smag, hvilket igen er et oplagt mål at forfølge i et kommercielt aspekt, ved at producere film, som tilfredsstiller majoritetens smag og tømmer deres pengepung.
Det betyder modsat IKKE, at der IKKE kan produceres film, hvor produktionen er baseret på kunstneriske visioner, forlæg eller cinematografi, som ikke vækker majoritetens interesse og som derved IKKE umiddelbart påkalder sig stor chance for at indtjene mange penge. Selvfølgelig er der undtagelser, som bekræfter reglen og hvor word-of-mouth, awards og anmeldelser over tid formår at trække mennesker til, som ikke umiddelbart er målgruppen. Eksemplerne på dette er nemlig de film to henviser til, Vertigo og 2001.
Hitchcocks film var så absolut produceret for majoriteten af publikum. Ikke mindst fordi hans navn var så stort og ikonisk i hans levetid, at hans film SKULLE ses. Det gav ham en kunstnerisk frihed til at eksperimentere og dermed udfordre publikum, hvilket er en unik situation for en instruktør og stadig kunne generere boxoffice. Det kulminerede med Vertigo, hvis syvmileskridt væk fra mesterens suspense tenik i den virkelige verden og ind i psykiatriens, trak og stadig trækker store veksler på publikums filmoplevelse. Omvæltningen var så stor og for tidens publikum, uoverkommelig, at selv ikke Hitchcocks navn kunne drive folk i biografen. Han var forud for sin tid, nøjagtig som Stanley Kubrick var det. Genialitet anerkendes ofte IKKE i sin samtid.
Det var nok den største og mest fejlagtige definition på begrebet og desuden den største fordom, jeg har set leveret over så få ord. Cadeau! :) Hvis mainstream derved skulle være definition af en film, hvor "der sker noget", så haha, ja så må jeg sgu grine, indtil jeg får racermave og myllerbæ! Det er lige før at jeg føler, at du må have den opfattelse, fordi du i dit liv kun har set 2 ikke mainstream film, af Bergman måske.
Men hvad er din definition på, at der "sker noget"? At noget eksploderer? At der er actionsekvenser, skyderier, biljagter, stunts? I mine øjne sker der ufattelig meget i film som Closer, Garden State, Synecdoche. Så meget, at der virkelig stilles krav til publikums perceptionsevne for at følge med. Memento er endnu et eksempel på et indie kult hit, fra før Nolan gik "big business" og i mine øjne stadig hans bedste film.
Spændvidden i ikke mainstream film kan ikke måles på teknikker, antallet af replikker eller action. En anden type indie film, er Summer Hours, hvor du formentlig også vil påstå, at der intet sker, men hvor der sker SÅ MEGET, hvis man altså er bevidst om sscenarierne og kan leve sig ind i de involveredes situation. Majoriteten vil formentlig være udbrændt efter filmens åbnings akt og der påstå som du, at der ikke sker noget og at filmen er langsom. Og ja, filmen går i takt med virkeligheden og formentlig føles det langsomt, hvis standarden for sammenligning skal tilnærmes Greengrassk cinematografi og klipning. Det har i min optik INTET at gøre med, om "der sker noget". Action kan være nok så udspekuleret og intelligent udtænkt, men det er ikke ensbetydende med, at det bringer historien mere fremad, end 5 intelligente minutters plot, uden brug af action eller hurtige klip.
Jeg skriver under på, at der er sket en drejning i cinematografi, hvor den populæreste trend med hurtige klip og dokumentarstil, har fået en stor discipel skare. Det kan dog ikke overføres under et som værende et mainstream paradigme. En mainstream film, kan sagtens være skudt med konventionelle teknikker og med vægten lagt på æstetiske overvejelser.
Det tror jeg 10 procent på. Jeg tror teknikker har minimal indflydelse på, hvorvidt en film tiltrækker få eller mange mennesker. Budget, indhold, historie og skuespillervalg er alt. Folk er ret ligeglade med, om de har set den samme historie 10 gange før. Om historien er banal og om den er fortalt med konventionelle teknikker, kan for såvidt også være ligegyldigt. 3D er undtagelsen, for der er tale om en teknik, som sælger alt for tiden. Men det vil på et tidspunkt stoppe. Avatar er en banalitet, men den havde solgt stort alligevel. Stort opsat, action, den sædvanlige good guys mod bad guys og lidt kærlighed. Camerons kameraarbejde er væsentlig mere konventionelt end Greengrass. Folk er ligeglade, om der er 1 sekunders klip, eller 10 sekunders klip. De skal blot have opfyldt de basale behov for en mainstream film, så er det faktisk utroligt, hvad folk vil godtage som en ok film. Jeg nævner "folk" i ovenstående, udfra "mainstream" konventionen.
Der finder absolut kopiering eller nærmere inspiration sted, hvor amerikanerne driver den teknologiske udvikling, men hvor europæerne og asiaterne så absolut ikke lægger under for innovation, når det kommer til skabelsen af indholdet. Hvor ofte ser vi ikke amerikanerne på rov i Europa for at opkøbe europæiske TV serier og film, blot for at dræne dem for overflødigt intellekt, så de kan udstilles i nye klæder og derved sælges som et mainstream produkt, som endnu flere kan forholde sig til?
Atom Egoyan's Chloe er en fransk film kaldet Nathalie. Den nye Everybodys Fine med De Niro er en genindspilning af en italiensk Tornatore film. Let The Right One In. State of Play. Haneke købes til at genindspille Funny Games for et amerikansk publikum.John Woo bringes til Hollywood for at få del i hans succesfulde action cinematografi. Spoorloos genindspilles som Vanishing. Nikita bliver genindspillet. Les Diabolique genindspilles. Italian Job. Dark Water. The Eye. The Ring. Infernal Affairs bliver The Departed. Open Your Eyes bliver til Vanilla Sky. Solaris. Ladykillers. City of Angels. The Grudge. The Talented Mr. Ripley. Sleuth. Cousins. Criminal. Against All Odds. The Good Thief. Scent of a Woman. Get Carter. Last Man Standing. Shall We Dance. Night and the City. The Wicker Man. Three Men and a Baby. Bangkok Dangerous. The Man Who Knew Too Much. Nightwatch etc. etc.
Hvorfor denne amerikanske kopiering? Fordi deres forlæg er gode i europæisk og asiatisk regi, men som oftest er underlegne, når de blevet mainstream-ficerede.
Du burde komme oftere ud :) Hvis du virkelig må tyde til Bergman, når du kritisk skal omtale europæisk film, så er en hel filmbevægelse enten løbet dig over hovedet eller også favner du den Bergmanske indflydelse så bredt, at der er plads til både Mike Leigh, Almodovar, Haneke og Von Trier under paraplyen.
Sidste kommentar kan jeg kun give dig ret i. Men jeg kan forstå, at Spielberg har stjålet groft fra Charlie Chaplin The Kid, i og med han også skyder i sort hvid. Ellers kan jeg kun gentage, at Saving Private Ryan og ikke mindst Schindlers Liste, udover krigen som centrum og mennesker på hver side af krigskonflikten, med krigsforbrydere og civile in mente, er meget langt fra City of Life and Deaths portrættering.
De? Ja den stereotype inddeling i stereotyper er sprællevende. Skriv du bare mig under "de", selvom jeg ikke endnu føler mig helt sikker på vingerne endnu. Man må kalde mig, hvad man vil. Det morsomme eller oplysende om man vil, er jo ikke selve betegnelsen, men afsenderne af budskabet. Det siger jo langt mere, om de indgroede fordomme og muligvis følelse af egen mangel på formåen, der uvilkårligt må være tilstede hos denne gruppe, når man må ty til retfærdiggørelse via brug af termer. Artsy er et begreb, som dækker over, at man ikke vil indse, at der kan være indhold tilstede, man ikke selv kan få øje på.
Jeg tror ikke du kan rumme de film du kalder "artsy", andet end som et bevis på, at du kan udholde at se to timer af en film, du egentlig ikke bryder dig. Jeg tror nemlig ikke, du vil kalde en film artsy, hvis du faktisk formår at se sammenhængene i filmen og filmen derved siger dig noget og du får en god oplevelse. Er dette tilfældet, så overgår "artsy" filmen til gruppen af film, du finder gode og seværdige.
Artsy eliten må jo så nødvendigvis være de mennesker der påstår, at de ser Kejserens Nye Klæder, når der ikke er nogle at se ... dem du ikke kan se. Lad os bare lade som om, at jeg tilhører artsy eliten et øjeblik. Kan jeg rumme andre film end artsy fartsy cefe latte repertoiret. Tja min top liste er ret så rummelig synes, med et bredt spektrum af film over en hundrede års perioder, med stumfilm, musicals, krigsfilm, eventyrfilm, actionfilm og kunstneriske (undskyld artsy) film.
Men hvis du påstår, at man skal rumme film uanset kvalitet, så tror jeg du har helt ret i, at artsy eliten IKKE kan rumme film, som ikke overholder et givent kvalitets mindste mål. Men nu tilhører jeg så ikke pøbel eliten, som formår at se kvalitet i alt. En fantastisk egenskab! :)
#139 Yoda 14 år siden
Jeg mener, at man - ganske simpelt - kan formulere det således: Jo større viden, jo større indsigt. Jo større indsigt, jo større forståelse.
Jo mere man ved om et givent område - her feks. film - jo flere døre åbner sig for én. Jo større kulturel viden man besidder, desto bedre kan man placere kulturprodukter i en given kontekst, i en given forståelsesramme.
Og det ene udelukker ikke det andet: Man går i små sko, hvis ikke man formår at sætte pris på al den diversitet, en kunstform som filmmediet formår at byde på. Det skulle helst ikke ende med en "enten-eller-mentalitet": Enten Spielberg eller Bergman. Enten Trier eller Verbinski. Jeg mener, at man med fordel bør tilstræbe et "både og".
Og jo, jeg tillægger da klart også den person, der har et større erfarings- og vidensgrundlag (f.eks. den professionelle anmelder, kritiker, filmakademiker) større betydning end den almene IMDb-amatør.
Og så hader jeg af et godt (og ret stort) hjerte begrebet "arty farty", når dette anvendes for at devaluere/degradere en given persons inteteresse for noget, der går imod den "brede smag".
Indspark slut ;-)
#140 Michael Andersen 14 år siden
Som jeg skrev i en anden tråd:
Det er en typisk misforståelse :) Folk kommer ikke bare fordi det er 3D, men når det er en film som de gerne vil se og den også kan ses i 3D, så går de efter 3D'en-version således at den sælger fantastisk godt. Der er mange 3D-film, som ikke har gået særligt godt, fordi folk er ligeglad med filmene.
Folk, der holder øje med billetsalget, understøtter den erfaring: The campaign banked on 3D to give the movie extra kick, but 3D is not a draw in and of itself. It's shown to be mostly a revenue enhancer, and the movies themselves are the real attractions. If a movie doesn't seem special like Forever After, the 3D price premium may even be a deterrent.
http://boxofficemojo.com/news/?id=2787&p=.htm