Eclipse
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 23. jan 2011 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
“Twilight” betyder på dansk “tusmørke”, og det er som bekendt det tidspunkt på dagen, hvor solen netop har forladt horisonten, og stjernens lysstråler danser en sidste vals på nattehimlen, før mørket trænger sig på. Den første “Twilight”-film var en appetitlig pærevælling af familievenlig horror og romantik, og den var mere følelsesladet og sober end de fleste fantasifyldte ungdomsfilm nu til dags. Men hvis “Twilight” udgjorde en næsten blændende start på serien, så har sagaen altså endnu ikke trådt ud af det mørke, som den begav sig ind i cirka halvvejs igennem sit første kapitel. Her erkendte vampyren Edward og teenagepigen Bella, at de elskede hinanden, og siden da har franchisen famlet febrilsk efter et nyt højdepunkt af tilsvarende slagkraft.
Mens Jacob surmuler i baggrunden, bombarderer Bella og Edward konstant hinanden med alenlange kærlighedserklæringer. ”Jeg lover at elske dig hvert evigt eneste øjeblik for evigt,” siger Edward gudhjælpemig på et tidspunkt. Det er et scenarium, som gentages igen og igen uden megen variation. Måske havde føljetonen fungeret bedre, hvis turtelduernes forelskelse havde udgjort kulminationen på serien som helhed. I et forsøg på at sætte skub i tingene genintroducerer forfatterne en skurk fra den første film samt den grumme Volturi-vampyrklan, hvis medlemmer er iklædt antikke dragter, som får dem til at fremstå hamrende malplacerede i en film, der tydeligvis sigter efter at være moderne. Deres robotagtige mimik gør dem kun endnu mere karikerede og mindre faretruende.
Heldigvis ser de computergenererede ulve langt bedre ud end i “New Moon”, men de ser stadigvæk langtfra godt nok ud. Alle franchisens film og bøger har tjent kassen, så hvorfor bruger man dog ikke nogle ekstra gysser på at få filmen til at ligne en regulær blockbuster? Det vrimler dog med lamslående billeder af den nordamerikanske natur, og det er atter lykkedes “Twilight”-producerne at få dygtige komponister og musikere til at stå for soundtracket, som endda er blevet Grammy-nomineret.
Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “Eclipse” ser hovedsageligt glimrende ud i HD. I filmens mange smukke naturbilleder udviser transferet en imponerende dybde, som til tider fremstår direkte tredimensionel. Kontrasten er god, billedet er som regel knivskarpt, og farverne er kølige, men smukke. Edge-enhancement forekommer aldrig, men meget sjældent virker billedsiden en tand for komprimeret, hvilket resulterer i en markant lavere detaljerigdom.
Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er en anelse kedeligt. Der er masser af aktivitet og adskillige effektive panoreringer under actionsekvenserne, og både lyden og musikken kommer klokkeklart igennem, men den auditive atmosfære er forbavsende rutinepræget.
I modsætning til de fleste af Nordisk Films BD-udgivelser indeholder denne Blu-ray faktisk en smule ekstramateriale. Man savner dog virkelig en kapiteloversigt, og en del af ekstramaterialet vil formentlig udelukkende appellere til fans – såsom kommentarsporet med Kristen Stewart og Robert Pattinson. Dette er muligvis det værste kommentarspor, jeg nogensinde har lagt øre til. De to skuespillere bruger størstedelen af deres tid på ligegyldig mumlen og fnisen.
“Eclipse” er bedre end “New Moon”, men ikke nær så helstøbt som “Twilight”. Her er ikke meget nyt under fuldmånen, men der er lige nøjagtig nok humor, romance og action i filmen til at gøre den til to timers tilforladelig tidsfordriv. Fans ville formentlig købe skiven, selv hvis AV-præsentationen og ekstramaterialet var noget juks, men heldigvis kan både fans og andre nysgerrige sjæle glæde sig over, at skiven indeholder et fornemt transfer, et hæderligt lydspor og noget udmærket ekstramateriale.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet