Sony-Marvel er som bekendt på vej med et eget Cinematic Universe. Det er baseret på Spider-Man-karakterer, selv om Spider-Man selv er på udlån til Marvel Studios. Nu står det klart, at den anden film i SMU bliver “Silver & Black”.
Se også: Tom Hardy er Venom i Sony-Marvels nye Cinematic Universe
Det er The Hollywood Reporter, der skriver, at “Silver & Black” følger op på “Venom” – den første SMU-film, som får premiere i efteråret 2018.
“Silver & Black” bliver en team-up-film med Silver Sable og Black Cat – to femme fatale-kvinder fra Spider-Man-universet, som Sony-Marvel har rettighederne til.
Det er “Thor: Ragnarok”-forfatter Chris Yost, som skriver manuskriptet til “Silver & Black”, hvor han passende kan bruge erfaringerne fra netop den kommende “Ragnarok” – en team-up-film med Thor og Hulk.
Instruktør på projektet bliver Gina Prince-Bythewood (“Biernes hemmelige liv”).