Efter den nyeste trailer til Eli Roths næste horrorfilm, bør man være taknemmelig for at komme igennem Thanksgiving med livet i behold.

Da Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ double feature “Grindhouse” fik premiere i 2007 var det “Death Proof” og “Planet Terror”, der var hovedattraktionerne. Før hvert segment kunne man dog se trailers til falske film af både Rodriguez, Rob Zombie, Edgar Wright, Jason Eisener og ikke mindst Eli Roth.

Sidstnævnte stod bag traileren til den makabre slasher “Thanksgiving”, og sidste år blev det annonceret, at en vaskeægte spillefilmsudgave af traileren var på vej. Nu har vi fået filmens anden virkelige trailer, og den ser ud til at blive lige så nådesløs, som man kunne håbe på fra en instruktør som Roth.

Efter Black Friday-optøjer ender i tragedie, begynder en mystisk Thanksgiving-inspireret morder at hærge byen, hvor den taknemmelige helligdag startede, Plymouth i Massachusetts. Hvad der først virker som tilfældige mord, viser sig hurtigt at være en del af en større plan. Vil det dog lykkes byen at afsløre morderen, inden de ender som gæster ved hans blodige bord?

Blandt de inviterede til alle helligdagsherlighederne finder vi blandt andre “Enchanted'”-stjerne Patrick Dempsey, TikTok-stjernen Addison Rae, “Suits”-skuespiller Rick Hoffman og “Showgirls”-skuespiller Gina Gershon.

Roth har både instrueret og produceret filmen, der er skrevet af Jeff Rendell.

Læs også: “Filmadaptering af ‘Borderlands’ får sat premieredato”

“Thanksgiving” får meget passende premiere den 16. november.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: