Ethan Coen har fundet sit første projekt som soloinstruktør.

“Fargo”, “The Big Lebowski”, “True Grit”, “No Country for Old Men”. Coen-brødrene har stået bag et hav af klassikere og udgjorde i mange år sammen ét af de største instruktørnavne i Hollywood.

I 2019 valgte den ene bror, Joel, dog at gå sine egne veje og forsøge sig med sin første solofilm, “The Tragedy of Macbeth”, som udkom til store roser i december sidste år. Nu har Ethan så valgt at gå i sin storebrors fodspor, idet han har fundet sit første eget projekt.

Filmen, som Coen skaber i samarbejde med Focus Features og Working Title, har han skrevet sammen med sin kone, Tricia Cooke. Ifølge The Hollywood Reporter beskrives filmen som et ‘lesbisk road trip-projekt’, der følger en festlig ung kvinde, der tager på tur fra Philadelphia til Miami med sin noget mere konservative veninde. På deres eventyr støder de blandt andet på et afskåret hoved, en bitter eks og en ond senator.

Filmen blev oprindeligt skrevet i midten af 00’erne med “Gas Food Lodging”-instruktøren Allison Anders tilkoblet, men har siden undergået en udvikling, og nu er det altså Coen-broderen selv, der kan sætte sig i instruktørsædet.

Filmen har hverken en titel eller en premieredato endnu.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: