En af årets mest ventede premierer er filmatiseringen af E.L. James’ bestsellerroman ”Fifty Shades of Grey”. Men bor man i Malaysia kan man godt skyde en hvid pind efter det erotiske drama. Her er filmen nemlig netop blevet forbudt. Det skriver Variety.
Se også: Kvindeorganisationer: Boykot “Fifty Shades of Grey”
Det er Malaysian Film Censorship (det Malaysiske censurråd), der står bag beslutningen om at forbyde en af årets måske mest hypede film.
”Bestyrelsen traf en beslutning i lyset af, at filmen indeholder scener, som ikke er af naturlig seksuel karakter. Indholdet er sadistisk med scener, der viser en kvinde blive bundet til en seng og pisket,” forklarer formanden Abdul Halim til Variety og udtaler, at “Fifty Shades of Grey” er mere ”pornografi end film”.
Det er ikke første gang, at det erotiske drama løber ind i problemer. Som vi skrev her på Filmz forleden, har en række kvindeorganisationer også langet ud efter filmen og opfordret folk til at boykotte den.
Fans af den populære roman kan glæde sig over, at de danske biografdistributører hverken har fulgt Malaysias eksempel eller har valgt at bukke under for kvindeorganisationernes pres. “Fifty Shades of Grey” får nemlig stadig premiere herhjemme på torsdag.