Eksplosionsporno i virkeligheden

“13 Hours – The Secret Soldiers of Benghazi” ligner ved første øjekast en film på en politisk mission. Timingen er perfekt. Den dumper ned midt i det amerikanske primærvalg, hvor Hillary Clinton kæmper for at bliver demokraternes næste præsidentkandidat. Hun var udenrigsminister d. 11. september 2012, da handlingen her – angrebet på den amerikanske ambassade i Libyen – fandt sted. Sikkerheden var mangelfuld, hvilket var tæt på at koste hende sin politiske karriere. Men Hillary står stadig rank. Og det bliver heller ikke Michael Bays filmatisering af angrebet, der vælter hende. For Michael Bay interesserer sig lige så lidt for politik som karaktertegning, miljøskildring, dialog og alt andet, der ikke kan sprænge i luften.

“13 Hours” er en fortælling om en militær katastrofe fra virkelighedens verden. Ligesom Ridley Scotts “Black Hawk Down” fra 2001, hvor en amerikansk militæraktion i det borgerkrigshærgede Somalia går frygtelig galt. Det er en stærkt patriotisk hyldest til de soldater, der forsvarede ambassaden imod de libyske oprørsstyrker, som kostede den amerikanske ambassadør livet. Det er i hvert fald sådan, “13 Hours” gerne vil opfattes. Men først og fremmest er der tale om en typisk omgang eksplosionsporno fra Michael Bay, som vi kender det fra “Transformers”. Med den lille forskel, at det nu er karakterer hentet fra virkeligheden, der går til grunde i hans glatte popcorns-action.

Det kunne jeg måske have levet med, hvis de var blevet behandlet ordentligt på manuskript-plan. Men alt er kluntet, overfladisk, firkantet og skamløst sentimentalt. Det er slemt nok, når soldaterne Skype’r hjem til deres koner, kærester, børn og hunde, og den sørgmodige klavermusik banker den åbenlyse pointe ind. Men det overskrider altså min kvalmegrænse, når et foto af en soldat med sit nyfødte barn daler brændende ned fra himlen efter endnu en af det mange eksplosioner. Det er billig følelsesmanipulation af den dummeste Hollywood-skuffe.

Forholdet mellem soldaterne og deres overordnede CIA-agenter er også irriterende skarpt sat op. Soldaterne er hyret til at stå for sikkerheden, men hvert eneste sikkerhedsmæssige råd bliver mødt med nedladende irritation og arrogance. Agenterne med deres fine uddannelser fra Harvard og Yale fatter ikke en brik af, hvad der foregår. De fremstilles som en flok indbildske, kujonagtige skrankepaver. Nej, den sande indsigt i konfliktens kompleksitet skal findes hos de seks soldater med de store, glinsende muskler. De samme mennesker, som udtrykker utilfredshed med en chef ved at gnubbe deres pik mod hans hat. Libyen skal se at få styr på sit lort, siger de. Det bliver aldrig dybere.

Fjenderne, de libyske terrorister, er ikke andet end en stor, anonym masse af brune folk, der svinger deres geværer over hovedet, mens de skriger uforståelige fraser for fuld hals. De får hurtigt deres velfortjente straf, når Bay lader dem blive delt i to af en maskingeværsalve eller skudt i hovedet af en skarpskytte, så de taber deres granat og springer en hel flok af deres kumpaner til atomer. Det ser til tider spektakulært ud, det må jeg indrømme. Det er vel det, der med en tom anmelderkliché ofte kaldes ‘godt håndværk’. Men fordi Michael Bay kun interesserer sig for våben og spektakel, mens han er komplet ligeglad med mennesker, motiver og politisk kontekst, bliver det hurtigt kedeligt.