De er skabt for hinanden. Det nærmest vulgært store IMAX-format og den vulgært store “Rumrejsen år 2001”. Det er stort!

Det er stort at gense Stanley Kubricks mest potente filmrejse i biografens største format. “2001: A Space Odyssey” er restaureret af Christopher Nolan med særligt henblik på den store biografoplevelse.

For der skal være plads til det hele, når “Rumrejsen” letter. Det er en skabelsesberetning. Om begyndelsen, tro og om abernes evolution fra fredelige samlere til voldsparate dræbere med et knogleben, der filmhistorisk bliver kastet op i luften til et match cut, der forvandler knogle til rumfartøj.

Det er også ingeniørens techdrøm med skydedøre og ophævelsen af tyngdekraften, når astronauterne bevæger sig rundt på vej til Jupiter i et fartøj, som ikke uden Kubrick’sk humor er designet som en sædcelle. På vej for at finde – eller måske skabe – liv derude.

Men ingeniørens drøm er humanistens mareridt. Dr. Heywood Floyd ringer hjem via 1968-idéen om en Skype-forbindelse anno 2001. Datteren er alene hjemme. Han ønsker hende tillykke oppe fra rummet. Teknologien bringer os ikke tættere sammen. Kubrick forudse iPhonens nocialisering for 50 år siden.

Han forudså sikkert ikke “Star Wars”, “Alien” og “Interstellar”. Alle et inspireret resultat af sci-fi-fænomenet over dem alle. Sådan skulle rummet se ud. Sådan ser det stadig ud på film den dag i dag.

Ligesom HAL 9000 har dannet skole for den onde robot. Det røde øje med den solgule pupil og den beroligende stemme er skoleeksemplet på kunstig intelligens ude af kontrol. Eller måske er Hal bare blevet misforstået?

Er der reelt forskel på indledningens menneskeaber, som bruger vold som selvforsvar, og så Hal, der dræber menneskene for ikke selv at blive slukket?

Det er “Blade Runner”-spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. At ligne et? Eller at ønske venligt tillykke med fødselsdagen, som Hal gør?

Spørgsmålet rumsterer tvetydigt, imens “Rumrejsen” udvikler sig fra drøm til horror i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

Lyden og musikken er nemlig central, når “2001” for alvor skal nydes. Strauss og Ligeti gør på musiksiden oplevelsen til en regulær rumopera. Klassisk musik og klassisk film smelter sammen til totaloplevelse.

En oplevelse, der forstærkes, når der slukkes. Fra det ene øjeblik kun at høre astronautens tunge åndedræt suge ilt ud af en beholder på ryggen til total stilhed. Intet. Kun billedet af et menneske frit svævende i rummet.

Det gør stadigt stort indtryk. Selv om den LSD-spacy slutning igen står svagest på den her odyssé igennem rummet og menneskehedens eksistens.

Det ér stort.