Det føles, som om det er adskillige evigheder siden, at en af verdens mest opfindsomme og kompromisløse instruktører, Spike Lee, sidst kom frem med en film. Men nu er Lee tilbage, og hans seneste værk bevidner, at han bestemt ikke har misbrugt tiden, da hans seneste værk “25th Hour” er en aldeles fremragende film. Der er tale om en filmatisering af David Benioffs roman “25th Hour” (Benioff har desuden selv skrevet manuskriptet bygget på sin egen bog) som – meget kort sagt – handler om en pushers (Monty Brogan, spillet af Edward Norton) søgen efter selvransagelse og tilgivelse blandt sine nærmeste på sin sidste dag i friheden, før han skal afsone 7 års fængsel for besiddelse af narkotika. Han tager sine to gamle barndomsvenner med til (afslutnings)fest, men der er noget, der plager Monty på sin sidste dag i friheden: hvem var det egentlig, der snørede ham?

I sin tematik og i sit historiemæssige fundament virker “25th Hour” ret velkendt. Lignende historier har været fortalt adskillige gange før (både på celluid og i boglig form), men Spike Lees utrolige sans for visuel flair og hans brillante og sikre håndtering af sine skuespillere gør “25th Hour” til alt andet end en film, der føles som om, den slavisk følger nogle dogmatiske principper af en given genre. Det er en effektiv, gennemført og rørende film, og så snart at man føler, at manuskriptet nærmer sig det forudsigelige eller typiske, så foretages en vældig og overraskende drejning. Tager man sig tid til at studere og virkelig granske manuskriptets mange lag, ville man hurtigt få øjnene op for det faktum, at “25th Hour” langtfra blot er en historie om en mands ønske om at overkomme sin dystre dagligdags mange prøvelser, men sandelig også er en kommentar omkring vores samfund, som virker meget påtrængende og oplagt at debattere lige nu.

Spike Lee (som er en indædt New Yorker) hylder i mange tilfælde sin by, som her i “25th Hour” tydeligvis er blevet påvirket af begivenhederne den 11. september (dog kun i filmudgaven, da bogen blev skrevet før terrorangrebet). Jeg tror, at dette er første gang, en mainstream film har turdet vise nutidens post-terrorangreb New York i sådan en grad. Men folk, der her vælger at hænge Lee og co. ud pga. dette, fordi de mener, at der går sødsuppe i hele affæren, misser totalt pointen, fordi alle disse billeder passer perfekt ind i filmens helhed og er, mere end noget andet, med til at afspejle karakterernes følelser på smuk vis. Monty kommer nærmest til at repræsentere den nuværende amerikanske sindstilstand, idet han bliver frarøvet sin frihed og hans verden begynder at falde sammen om ham. Han har kun meget kort tid til at råde bod på tingene og finde ud af, hvad der egentlig har ført ham ind i hele denne ubehagelige suppedas.

På fornem vis formår Lee nærmest at kreere en underliggende dynamisk rytme i alle de billeder han laver. De pirrer seerens underbevidsthed, hvilket konstant sørger for, at filmens tempo forbliver vedvarende og attraktiv. Filmen er fyldt med adskillige betagende billeder. Der er f.eks. en enkelt scene, hvor to personer har en samtale, hvor jeg først efter adskillige minutters spilletid opdagede, at der ikke havde været et eneste klip i hele samtalen. Hele optagelsen virkede både flot, rolig, naturlig og meget passende. Men ofte slår dynamikken ud i fuld lue i nogle af filmens dristige øjeblikke, takket været filmens velskrevne manuskript. Alene en utrolig dynamisk og atmosfærisk scene hvori Monty konfronterer forskellige facetter af sin egen personlighed i et spejl på en restaurant burde have givet Norton hans tredje Oscar nominering.

Men “25th Hour” er absolut en film, som principielt bliver båret af skuespillerne. Og “25th Hour” er heldigvis glimrende castet. Edward Norton er (som altid) fremragende, og Barry Pepper udsletter ethvert dårligt minde om “Battlefield Earth” med en særdeles mindeværdig og overraskende sympatisk præstation som Montys småforfængelige ven Frank Slaughtery. Og så kommer det selvfølgelig ikke som nogen stor overraskelse at Philip Seymour Hoffman er aldeles perfekt i sin portrættering af Montys anden barndomsven: skolelæreren Jakob Elinsky. Rosario Dawson (som nogle måske kan huske fra “Men in Black II”) er desuden overraskende god og troværdig i rollen som Montys kæreste Naturelle (som rygtet vil vide, muligvis ikke har helt rent mel i posen…).

Det fede ved alle disse karakterer er også, at de alle består af adskillige lag og alle især har deres store momenter. Ofte konfronterer de den opfattelse man har fået af dem. Franks følsomme og tænksomme side står i stor kontrast til den side han normalt udstråler over for sin omgangskreds. Jakob går også rundt med nogle indre tanker af speciel karakter, som får stor betydning for hans udvikling i løbet af filmens 134 minutter lange spilletid (som pludselig synes at være gået). Og så er det selvfølgelig også en fryd at være vidne til sammenspillet mellem alle disse personligheder.

Spike Lees musikalske sidekick igennem størstedelen af karrieren, Terence Blamhard, leverer et særdeles stemningsfuldt og atmosfærisk soundtrack til filmen (som blev nomineret til en Golden Globe men som – dybt tragisk -blev tilsidesat af det amerikanske filmakademi da det kom til Oscar nomineringerne). Spike Lee formår at udnytte filmmediets mange forskellige æstetiske virkemidler i høj og udsøgt grad, så filmen bliver en fornøjelse at være vidne til, både visuelt og auditivt. Nogle billeder virker nærmest også som taget ud af en drøm, ved hjælp af en ofte unik brug af slow-motion.