I royalt (og uventet) selskabFørste gang jeg hørte om “8 Mile”, blev jeg øjeblikkeligt særdeles skeptisk. Eminem i en film, hvor han portrætterer en pseudo-udgave af sig selv? Eminem, den rapkæftede rapper, som nyder at svine homoseksuelle, andre musikere og sin egen mor til? Og vi ved vist også alle sammen godt, hvordan det plejer at gå, når musikstjerner prøver sig af som skuespillere på film (hvem kan glemme klassikere såsom “Glitter” og “Crossroads”?). Desuden har jeg aldrig rigtig brudt mig om rap eller Hip-Hop. Disse musikgenrers repetitive natur har aldrig rigtig appelleret til mig, så jeg frygtede én stor, lang og kommerciel hyldest til Eminem og hans musik. Dette var uden tvivl en film som skulle undgås.

Men da jeg senere fandt ud af, at mesterinstruktøren Curtis Hanson (geniet bag “Wonder Boys” og et af den senere tids største mesterværker: “L.A. Confidential”) skulle instruere filmen, blev min frygt gjort til skamme… mine fordomme blev mere eller mindre knust. Pludselig blev filmen nomineret til forskellige priser, og her taler vi ikke om ligegyldige MTV-Awards og lignende. USA`s mest hårdføre og kritiske anmeldere roste den, og jeg begyndte langsomt at få store forventninger til filmen. Og jeg blev særdeles positivt overrasket, da selve filmen langt overgik alle mine forventninger.

Den klassiske historie”8 Mile” er på mange måder en klassisk historie. Det er historien om en ung fyrs kamp for at undslippe det horrible miljø, han er opvokset i, og prøve på at blive til noget mere og bedre end nogen som helst kunne have forestillet sig var muligt. Vi har set det før i film som (blot for at nævne nogle få) “Rocky”, “The Yards” og til en vis grad også i “American History X”. Men “8 Mile” virker på ingen måde som en kliché, eller en film som prøver på at være andet end det, som den er lagt op til at være. Desuden er den heldigvis også – stort set – blottet for den søde sentimentalitet, som plager mange af disse typer film. (Gud! Er det virkelig Brian Grazer som har produceret denne film?)

Allerede efter filmens første sekunders spilletid forstår vi, at vi befinder os i en unik, dunkel og mørk verden. Det fremragende kameraarbejde, udført af spanske Rodrigo Prieto, der også fotograferede den nymoderne filmklassiker “Amores Perros” (“Love´s a Bitch”), transporterer os øjeblikkeligt direkte ind i denne verden. Filmen har et helt bestemt lav-budget “feel”, hvilket klart er til filmens fordel. Filmens brug af kamera, lys og lyd afspejler perfekt stemningen som skuespillerne, historien og instruktøren prøver at få igennem.

Nogle folk vil have os til at tro, at “8 Mile” er baseret på virkelige hændelser i Eminems liv. Det er ikke helt korrekt. Eminem var med til at udarbejde sin egen karakter i et begrænset omfang under manuskriptskrivnings-stadiet og selv om visse karaktertræk ved Eminems karakter Jimmy Smith (blot kaldet “Rabbit” af venner og familie) afspejler lignende træk ved Eminem, får vi et indtryk af, at Rabbit er en mere sympatisk og simpel person end hans virkelige alter-ego. Men for at kunne levere sådan en prægtig og overraskende skuespilspræstation, må Eminem uden tvivl også selv besidde nogle af disse medmenneskelige kvaliteter. Han er langt fra den selvoptagede og kyniske personlighed som en stor del af offentligheden har stemplet ham som.

Kampen imod imagetUanset hvilke personlige følelser man end har omkring Eminem, er der ingen vej uden om at han i “8 Mile” er en skuespiller som skal tages seriøst, med masser af karisma. Måske er det pga. af selve materialet. Eminem er måske ikke lige frem den person som går hen og laver oscarvindere på stribe i den nærmeste fremtid, men det bliver spændende at se, hvad hans næste filmprojekt bliver. Jeg håber i hvert fald der bliver flere af dem, og at Eminem ikke forsvinder fra filmscenen, før man kan nå at sige “James Dean”.

Eminem lægger lige så meget vægt på sit brug af kropssprog som på sine verbale egenskaber og hans dynamiske og stærke mimik virker aldrig latterlig eller i overkanten. Eminem har – på en måde – gennemgået den samme rejse i virkeligheden som Rabbit gør i filmen, hvor Eminem her prøver på at bevise, at han ikke er den én-dimensionelle ungkarl som en del af offentligheden tror han er. Det er ligesom det Jim Carrey gjorde i “The Truman Show” og som Adam Sandler for nylig gjorde i “Punch-Drunk Love”.

“8 Mile” er langt fra den 2 timer lange Eminem-reklame man kunne have frygtet. Det er en historie om had, frygt, overlevelse, håb og selvfølgelig musikkens stærke kraft. Kraften til at helbrede… kraften til at forbedre… kraften til at redde… Der er ikke engang særlig meget musik med i filmen. Apropos musik, så er Eminems “Lose Yourself”, som er skrevet specielt til filmen, et smukt og overraskende lettilgængeligt nummer, som fuldstændig fortjente at blive nomineret til en Golden Globe i USA sidste år – og hvis der er nogen som helst retfærdighed til stede i verden, bliver sangen blandt de oscar-nominerede sange til februar.

Ikke helt perfektManuskriptet er ikke perfekt. Filmen hviler meget på karakterernes skuldre og mange af filmens bipersoner er ikke særlig velskrevne eller interessante. Filmens få humoristiske indslag falder heller ikke altid lige godt ud. Men Curtis Hanson (som selv vandt en oscar for sit manuskript til “L.A. Confidential”) formår at presse enhver kreativ dråbe ud af historien og sine skuespillere. Brittany Murphy (som leverede en beundringsværdig skuespilspræstation forrige år i thrilleren “Don´t Say A Word”) er fuldstændig perfekt i rollen som Rabbits “kæreste”. Den relativt ukendte Mekhi Phifer er særdeles passende og effektiv i rollen som Rabbits gode ven og mentor. Kim Basinger (som arbejdede sammen med Curtis Hanson på “L.A. Confidential”) spiller Rabbits desperate mor. En for hende særdeles atypisk rolle, som hun klarer med bravur.

“8 Mile” lægger en del vægt på sin potentielle emotionelle slagkraft, og med stor succes. Hvem kunne have forestillet sig at en duel i rap kunne fremtvinge sådan et gevaldigt adrenalin-rush hos publikum? I hænderne på en anden instruktør kunne “8 Mile” godt have gået hen og blevet til intet andet end en pompøs drengerøvs udgave af “Crossroads”. Men “8 Mile” er et stærkt og solidt værk, som heldigvis tager sig selv særdeles seriøst uden at blive for stiv i betrækket. Curtis Hanson har engang sagt, at han mener, at musikken er det vigtigste element i en hvilken som helst film, og derfor er det let at se og forstå, hvorfor han valgte at lave “8 Mile”.

Et tempofyldt adrenalin-kick “8 Mile” synes at lægge op til en efterfølger, men måske er det bedst, hvis vi, som publikum, selv får lov til at forestille os, hvordan Rabbits liv vil fortsætte. Jeg ville dog personligt ikke have noget imod, at der kom en efterfølger, hvis den altså blev lavet ordentligt.