Alice i Eventyrland
Udgivet 3. mar 2010 | Af: kilgore | Set i biografen
Lewis Carrols klassiske fortælling “Alice i Eventyrland” er blevet iscenesat et hav af gange, siden bogen udkom i 1865. I år er det så blevet eventyrmesteren Tim Burtons tur til at vise sin version, der ivrigt låner elementer fra hele Carrols forfatterskab og forholder sig ganske frit til sit forlæg. Konstellationen Burton og “Alice i Eventyrland” vækker store forventninger om en sprudlende original fortolkning. Desværre er det langt fra resultatet.
Burton var på papiret selvskreven som instruktør til en ny version af den klassiske historie om Alice, og det vækker derfor stor undren, at resultatet er endt som en kejtet og ganske traditionel eventyrfilm. Med Burtons mange unikke og originale eventyrverdener in mente forbløffes man simpelthen over, at “Alice i Eventyrland” for det meste fremstår helt igennem konventionel. Mest uforståeligt er det, at man har fjernet den herligt fragmenterede og absurde fortælling, der netop er kendetegnende ved Carrols historie, for i stedet at skære det hele efter en tyndslidt eventyrskabelon, der er tæt på at planke “Narnia”-filmene og “Den uendelige historie”. Dertil virker det besynderligt, at Alice nu skal være en næsten fuldvoksen kvinde på 19 år, der stavrer rundt i det barnlige eventyrland og slås mod drager og deslige. Hvad skal det til for, spørger man konstant sig selv. Filmen påstår hårdnakket, at det gør hende til en mere selvstændig kvinde, men det forbliver et rungende postulat.
Når alt dette er sagt skal det indrømmes, at den visuelle udførelse ofte er ganske betagende, som da Alice falder ned gennem kaninhullet, og alskens ragelse flakser forbi hende. I 3D har det nogenlunde samme effekt som en svimlende rutsjebanetur. Det Burton’ske touch titter da også frem hist og her. F.eks. fremstår den onde dronning herligt grotesk med sit store hoved, der jævnligt blusser rødt, inden hun arrigt eksekverer en dødsdom over en eller anden. Men man må ærgerligt konstatere, at der stadig er langt til de eventyrlige gotisk (u)hyggelige verdener, som Burton skabte i film som “Edward saksehånd” og “The Nightmare Before Christmas”.
“Alice i Eventyrland” er i Tim Burtons hænder ikke blevet det store eventyr, man kunne forvente sig, men derimod et stykke ujævnt mainstream-fantasy, hvor galskaben har måttet vige for pænhed og forudsigelighed. Til tider er det flot og medrivende, men Disney og Burton har ikke her skabt en film, der står mål med Lewis Carrols fantastiske eventyr. Det gjorde Disney imidlertid tilbage i 1951 i en syret og rablende tegnefilmsversion, der fortjener en varm anbefaling herfra.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet