Uhyre uinteressantHelt seriøst, hvor svært kan det være? Hvis man foræres tilladelse til at fusionere elementer fra to af science fiction-genrens mest fornøjelige og succesrige føljetoner, hvorfor dælen kan man så ikke levere noget, der bare er tilnærmelsesvis godt? Hvis man pludselig overdrages nøglerne til en splinterny Ferrari, så kører man da rundt og dytter i storbyens hovedgader og triller ikke direkte ud i en sump midt på Samsø, vel? Det sagde sig selv, at Paul W.S. Andersons “Alien vs. Predator” fra 2004 ville blive en rædsom fadæse. Anderson havde trods alt på forhånd hyppigt bevist, at han var en uduelig filmmager. Men hvordan kunne man dog endnu en gang forspilde muligheden for at lave en ordentlig film om opgøret mellem to af filmhistoriens mest populære og grusomme bæster?

“Aliens vs. Predator 2” er instrueret af brødrene Colin og Greg Strause, der angiveligt er store fans af “Alien”-filmene, “Predator”-filmene og den tegneserie, som i årevis har portrætteret de to kreaturer i totterne på hinanden. Man skulle dog snarere tro, at Strause-brødrene brugte fritiden på at se ungdomsserier som “Dawson’s Creek” og “Beverly Hills 90210”. Parrets stort opsatte actionfilm bruger lige så megen tid på at afbilde teenagere i traditionelle pubertetsdilemmaer som på at vise slagsmål mellem aggressive, savlende rumvæsner. Derudover bruges der også en masse spilletid på at berette om en mor, der vender hjem til sin mand og sin forsømte, bitre datter; en politibetjent, der til stadighed betvivler sine egne evner; en eksfange, der genforenes med sin ængstelige lillebror… etcetera.

Ja, når “Aliens vs. Predator 2” en sjælden gang imellem får seeren til at spjætte, skyldes det sjældent et veliscenesat chokmoment, men oftere det faktum, at man pludselig erindrer, at man angiveligt overværer en actionfilm og altså ikke en elendig discountudgave af “Short Cuts”. Hver eneste karakter er lige så overfladisk som de gudsjammerlige replikker, skuespillerne slynger ud. Strause-brødrene har brugt størstedelen af deres karriere på at lave computereffekter, hvorfor det ikke overrasker, at skuespillerne udviser lige så megen mimik som statister i billige sæbeoperaer. Instruktørerne har formentlig ikke gidet bruge megen tid på deres skuespillere, hvorfor det virker besynderligt, at så megen tid bruges på at etablere karakterernes ekstremt uinteressante forhistorier.

Filmen fungerer helt afgjort bedst (spørgsmålet er egentlig, om den fungerer på andre tidspunkter), når ingen mennesker er i syne. En såkaldt ‘predalien’, der er halvt alien (også kendt som ‘xenomorph’) og halvt predator, styrter ned på Jorden lige uden for en lille, amerikansk landsby. En almindelig predator lander umiddelbart efter for at dræbe det særprægede gadekryds. Af og til får den hårdhudede predator lov til at tæske løs på adskillige fjendske rumvæsner. Og undertiden er effekterne så troværdige og lydsiden så bombastisk, at ens indre, fortrængte, kåde teenager vækkes til live. Desværre er filmen aldrig uhyggelig, men der er et par humoristiske indfald, der fremtvinger lavmælt, genuin kluklatter.

Man opnår aldrig den mindste snert af sympati for persongalleriet, ergo er man hamrende ligeglad med, hvem der overlever, og hvem der går tabt. Derfor bør Strause-brødrene være ekstremt taknemmelige for, at deres filmhold har gjort løjerne flotte at se på og fornøjelige at lytte til. Men det mest positive, man i sidste ende kan sige om begge “AVP”-filmene, er, at de efterhånden har fået David Finchers ujævne “Alien 3” og Jean-Pierre Jeunets sjuskede “Alien: Resurrection” til at ligne himmelske genreklassikere. Dvd’en indeholder i øvrigt en forlænget version af biografudgaven. Gid den i stedet havde været forkortet.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Det er svært at sige meget godt om transferet. Undertiden er farverne så mætte, at hudfarverne virker orange. Der er gudskelov ikke meget støj eller snavs, men edge-enhancement optræder hyppigt og ofte i et distraherende omfang. Billedet er tit sløret og undertiden meget uskarpt, men transferets største problem er kontrasten, som er helt hen i vejret. Billedet er så mørkt, at det til tider er næsten umuligt at se, hvad der foregår. Selv dagslysscenerne er ekstremt dunkle, og mange biler og trøjer ligner sorte, udefinerbare masser. Problemet bliver ikke løst af at ændre fjernsynets lysstyrke… Der er simpelthen ingen detaljer, der kan fremhæves i billedets mørke afkroge. De er alle blevet opslugt af det sorte vakuum.

AudioDiscens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er heldigvis langt bedre end transferet. Ganske vist byder de få stilfærdige scener ikke på mange spidsfindige lydeffekter, men de fleste sekvenser udnytter kanalnetværket fornemt. Subwooferen summer af liv, og LFE-kanalens dybe rumlen irriterer aldrig. Panoreringerne er effektive og veltimede, og samtlige replikker kommer tydeligt igennem. Hverken støj eller overstyring optræder, og de mere aggressive sekvenser er spækkede med subtile lyde, der holder seeren vågen. Der kan ikke herske megen tvivl om, at produktionens lydside er filmens største force.

Ekstramateriale2-disc-udgivelsens første skive indeholder filmen, som der er blevet indtalt to kommentarspor til. Det første er med Strause-brødrene og produceren John Davis. Davis virker højrøvet og prætentiøs, og hans anekdoter er sjældent interessante. Til gengæld virker Strause-brødrene dejlig nørdede og ydmyge. Trioens lovprisning af deres egen film er ofte ufrivillig komisk. Det andet kommentarspor er med effektfolkene Tom Woodruff Jr. og Alec Gillis, der begge har arbejdet på flere af “Alien”-filmene. De to herrer er selvironiske, hvilket kommer som en glædelig overraskelse. Der er desværre mange pauser på sporet, og naturligvis er Woodruff og Gillis’ anekdoter meget tekniske og til tider tørre.

Udgivelsens anden disc huser otte dokumentarer, som tilsammen varer cirka 88 minutter. Dokumentarerne består af mange klip og interviews, men kun få fascinerende kommentarer om filmens tilblivelse. Man hører næsten udelukkende om effekterne. Derudover er syv billedgallerier inkluderet.

Blodig, jævn monsteractionDet er blevet tid til anden runde mellem de to markante dræbermaskiner fra det ydre rum i “Aliens vs Predator 2”. Der er blodig monsteraction for alle pengene, for “AVP2” er sat effektivt i scene, og den hæver sig betydeligt over sin usle forgænger med en ikke helt umulig handling. Dette betyder dog blot, at filmen stadig kun er en jævn fornøjelse, der ikke beløber sig til mere end solidt håndværk.

“Aliens vs. Predator 2” samler trådene op, hvor forgængeren slap, og for de uindviede kan det være en anelse svært at følge med – filmen gør sig ikke nogen anstrengelser for at guide de forvirrede. Ganske kort så jager Predator Aliens, som var det en sport, ligesom mennesker går på jagt, og det er tilsyneladende en sport, de helst udøver på vores jord. Hændelser i forgængeren har medført, at en ny slags Alien ser dagens lys i “Aliens vs. Predator 2”, og naturligvis vil skæbnen det, at denne ‘Predalien’ (ja, det har man åbenbart døbt den!) styrter ned i USA’s baghave opad en mindre by. Her mæsker det glubske bæst sig på intetanende mennesker, imens den formerer sig, som kun en rotte kan.

Samtidig sendes en Predator til jorden for at rydde op. Alt imens det står på, følger vi en række menneskeskæbner, der rangerer fra en kvindelig soldat (hvem sagde Vasquez?) til et par teenagere, som egentlig synes at høre mere hjemme i en traditionel teenage-slasherfilm. Efterhånden indser de, hvad det er, der foregår, selvom de bliver mødt med den sædvanlige mistro. Og nu forsøger de alle desperat at komme ud af en by, hvis indbyggertal falder drastisk i takt med, at de to rumvæsner uden hensyn til, hvem der står i vejen, forsøger at komme hinanden til livs.

“Aliens vs. Predator 2” er drevent fortalt med masser af solid action, og filmen lider ikke under alt for mange stupide indfald. Handlingen er ganske vist præget af den sædvanlige gyserskabelon med et eskalerende dødstal, mens fortællingen fokuserer på filmens helte, der flygter over stok og sten for at undgå en grum og blodig skæbne. I modsætning til forgængeren har instruktørerne Greg og Colin Strause i fællesskab med manusforfatteren Shane Salerno sørget for, at “Aliens vs. Predator 2” er i besiddelse af en mere tilgængelig menneskelig vinkel ved at give sig bare lidt mere tid til karakterportrætter, og samtidig formår den sågar at være glimtvis ganske morsom.

Instruktørerne har samtidig forsøgt at være kække ved hist og her at vende gyserens genrekonventioner lidt på hovedet for at kunne overraske publikum med hvem, der blandt andet overlever, og hvem der ikke gør. Tag dog ikke fejl: nok er “Aliens vs. Predator 2” fornøjelig underholdning så længe det varer, men det er stadig metervare af den slags, der fås så uendelig meget af. Og både Aliens og Predator er set bedre i deres henholdsvise filmserier.