All Eyez on Me
Udgivet 14. jun 2017 | Af: Mikkel Twomey-Madsen | Set i biografen
Så blev det Tupac Shakurs tur til at komme i biografen. Inden jeg fokuserede mine øjne på filmen om den afdøde rap-legende, så tænkte jeg, at det kunne gå to veje: Den gode, som “Straight Outta Compton” gik, eller den dårlige som med “Notorious”. Benny Booms bud lander et sted midt i mellem de to. Det er klassisk biopic, selv om Tupacs ånd er svær at indfange.
Selvfølgelig er der meget, der skal med, men det bliver lidt for tungt til sidst. Vi skal omkring fængselstiden, East/West Coast-krigen, Tupac som skuespiller og alt mulig andet. Heldigvis er det underholdende hele vejen igennem. Især alle scenerne med musik er gode, bedre end de er i både “Straight Outta Compton” og “Notorious”. Der er rigeligt med tid til indspilningsscener i Death Row Records, og lange koncertklip. I det hele taget bliver Tupacs musik brugt godt. Om den bliver spillet live eller sat som stemme til fortællingen, er den til stede. Der er fokus på musikken.
Sådan er det scene efter scene. Nedslag efter nedslag, der måske ikke virker i en helhed, der bliver bundet sammen af et interview, han lavede, mens han sad i fængsel . ’Og så var der jo det, der skete i Marin County,' siger intervieweren, før vi klipper derhen og ser, hvad der så skete. Frem og tilbage. Det hopper for meget og bliver bare en opsætning af en række forskellige momenter i Tupacs liv.
Men mens musikken spiller, så er alt godt. Særligt når den er så god, som Tupacs er. Derfor er jeg glad for, at jeg satte mine øjne på Tupac og “All Eyez on Me”, der udmærket understreger, hvorfor Tupac blev en af de største.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet