All the Money in the World
Udgivet 31. jan 2018 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Kevin Spacey er ikke med. For det handler om penge i “All the Money in the World”. Så da #MeToo-bølgen ramte Spacey, så måtte Ridley Scott ud på nye optagelser og erstatte Kevin Spacey med Christopher Plummer i rollen som verdens rigeste person, olie-fedterøven J. Paul Getty. Den beslutning har jeg intet imod. For Plummer er det absolut bedste ved den her udmattende kidnapningsfilm.
Christopher Plummer gør da også sit til at fremstille J. Paul Getty som en uelskelig nærigpind. Da sekretæren overbringer ham nyheden om, at unge Paul er blevet kidnappet af banditter i Rom, så meddeler han, at det har han altså ikke tid til – dagens aktiekurser er netop indkommet. Han vasker også gerne selv undertøj, når han er ude på hotel i stedet for at betale uhyrlige 10 dollars(!) for den slags beskidt arbejde, ligesom gæsterne på besøg kan få lov at ringe ud med egne mønter fra en til lejligheden installeret telefonboks. Han er verdens rigeste og mest nærige mand, der derfor ensom må spille skak alene og mod sig selv. Penge er meget tydeligt ikke alt.
Den slags groteske udmeldinger fra Getty gør scenerne med ham til de mest underholdende i deres alt-for-megethed. For resten er en gråtrist kidnapningsfilm, der sætter sig i ingenmandsland imellem forhandlingsdramaet i “Kapringen” og forbryderjagten i “Taken”. Men Mark Wahlberg i rollen som mellemmand er bare hverken en klog forhandler eller Liam Neeson. Han ejer ikke engang en pistol.
Så selv om Ridley Scott har skabt en lækker underverden af italienske kopitasker og skumle læger, der gerne fjerner øret på en kidnappet dreng, så er det blot et tomt ydre betalt for penge – præcis som de mange malerier, Getty samler på. Du kan nemlig ikke købe alt for penge. Bare spørg Kevin Spacey.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet