Alle for to
Udgivet 30. jan 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
For nogle år siden havde jeg æren af at interviewe den amerikanske filminstruktør Judd Apatow, der sagde, at komikere i dag hele tiden bliver nødt til at gå “over grænsen” for at bevare deres succes. Hvis man chokerede publikum, gav det altid pote. Efter interviewet blev jeg ved med at undre mig over hans ræsonnement. Er chokeffekt vitterligt lig med morskab? Filmmagerne bag den danske komedie “Alle for to” er i hvert fald tydeligvis enige med Apatow, for her er de to ting ofte uadskillelige.
“Alle for to” er interesseret i at påtale samfundet, men ifølge instruktør Rasmus Heide er den ikke interesseret i at være satire. Det er en hårfin grænse, men Heide balancerer fornemt på den, når bankverdenen og finanskrisen kommer under (u)kærlig behandling. Mindre heldigt er det tåkrummende handlingsforløb om Nikolai og Timos far, der er kommet med i et realityshow. Heldigvis er den bidende samfundskritik dominerende, og en svindlende bankdirektør er nem at hade i disse finanskrise-tider – han tilføjer plottet et seriøst islæt, som der måske ikke er behov for, men som trods alt giver filmen flere tiltalende nuancer.
Især Rasmus Bjerg brillerer i rollen som den rolige Timo, der konstant prøver at indgyde fornuft i den svagtbegavede Ralf. Bjerg underspiller alle sine replikker og formår at gøre selv fornuftsbetonede sætninger til komisk guld. Hvordan, han gør det, ved jeg ikke, men det virker. Og når man samtidig bliver budt på bemærkninger som ”det, der kommer nemt, gør livet nemt” og andre hovedrystende floskler (og det er ment på den gode måde såmænd), må man hurtige sande, at “Alle for to” ikke er uden dens festlige momenter. Så er det selvfølgelig ærgerligt, at det næsten bliver tabt på gulvet på grund af to subplots, der er så ligegyldige, at de næsten tangerer det irriterende: Den fulde far, der hele tiden forstyrrer et ellers udmærket flow, og en totalt overflødig romance, man ikke lægger mærke til, hvis man kommer til at blinke på det forkerte tidspunkt.
Så jo, “Alle for to” er faktisk en sjov film. Til tider. Andre gange er den enten dum eller lidt for godmodig. Ofte har den svært ved at bestemme sig for, hvilken humor der nu skal indfinde sig, og det gør “Alle for to” til en noget skizofren oplevelse. Og dog: Når man tænker på, hvor meget teenageklassen, der også var blevet inviteret med til pressevisningen, grinte under forestillingen, må man erkende, at “Alle for to” formentlig vil gå rent ind hos mange. Nogenlunde underholdning er det i hvert fald. Den kunne bare snildt have været endnu bedre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet