Alt eller intet
Udgivet 23. maj 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Først kom “En flænge i himlen”. Så kom “En-to-tre-nu!”. Nu kommer “Alt eller intet”. Endnu en film om ung kærlighed, der bliver udfordret af dødelig sygdom. Men nu er det en-to-tre gange for meget. Der bliver forsøgt med alt. Det ender med intet.
Nej, det gør det faktisk ikke. “En flænge i himlen” rørte, fordi det var kræft. Det er alvorligt. Det er noget, som mange har oplevet i eget hjem. Nu har man kørt sygdommen sygeligt langt ud. Maddy lider af en immun-svækkelse, der er så sjælden, at ingen nogensinde har hørt om den. Det havde jeg i hvert fald ikke. Denne sygdom findes kun i Maddys hjem. Og pludselig virker sygdommen slet ikke så alvorlig, som den gjorde for både Hazel og Cecilie.
Jo, det kan det faktisk godt. Her skal ALT jo være større og mere romantisk og ungt. Så man har valgt at lave en musikvideo. For det er det, som de unge vil have. Lækre, unge kroppe på en lige så lækker, tropisk sandstrand tilsat pumpende pop-pladder. Eller også er det skæve indie-pop-sange. For Olly og Maddy er nemlig outsidere. Det viser man bedst ved, at de synger Mac DeMarco sammen. Hvis ikke musikken er nok, så viser man også deres SMS’er i bedste “House of Cards”-stil. Det vil de unge gerne have. Eller også skal Maddy voice-over-fortælle alle sine tanker. Det skal alle unge nemlig have skåret ud i young adult-pap. Hey! Lad os da også tilføje fantasier med en astronaut! Det er skævt. Det kan de unge lide!
“Alt eller intet” har valgt at satse på det første. Alt skal være mere alvorligt. Alt skal være mere romantisk. Alt skal være mere ungdommeligt. Alt for meget. Slutteligt bliver alt til en slutning af M. Night Shyamalanske proportioner, så alt vendes på hovedet. Alt var for meget. Intet er alt for lidt. På bare ét twist blev alt til intet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet