Overrasket over Alvin: Ikke årets værste film

Alvin og hans brødre er et besynderligt amerikansk fænomen, der efterhånden har kørt i næsten 60 år. Forestil dig, at sangen om Søren Banjomus var blevet så stor en succes, at man efterfølgende lavede en tegneserie ud fra den. Og så en tv-serie og en lang række album. Og så en film med Otto Brandenburgs søn som Sørens forældersubstitut og endelig nogle år senere en ny film, som man af uransagelige årsager lavede tre efterfølgere til. Det er nogenlunde, hvad der skete med Ross Bagdasarians julesang, der hærger amerikanske radiostationer og indkøbscentre omkring juletid mindst lige så meget som Brandenburgs sang.

Som man måske kunne forvente, så er det ikke en film, man som anmelder går ind til med skyhøje forventninger. Snarere det modsatte. Og lad os da for Guds skyld udløse spændingen: “Alvin og De frække jordegern – På farten” er ikke nogen særligt god film. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var, fordi den er målrettet et meget yngre publikum, men målgruppen ser faktisk snarere ud til at være teenagere, hvilket er en af grundene til, at den mislykkes. Den er simpelthen for nuttet. Ligegyldigt, hvor street man prøver at gøre tre pelsklædte gnavere, så kan man ikke undgå sirupsagtige niveauer af nuttethed.

Man har prøvet at undgå det ved at indlægge en række musiknumre, der skal gøre det hele lidt mere appetitligt. Men det bliver aldrig andet end kikset, når midaldrende musikproducenter skal skrive tandløse raptekster, der så i øvrigt bliver lagt ovenpå det mest overfladiske pop, man kan tænke sig. Her er ingen ørehængere eller sange, der vil blive spillet uden for biografen.

I et bizart tilfælde af stunt casting møder de tre jordegern undervejs på deres roadtrip John Waters. Jeg forestiller mig, at det skulle give lidt kant, og der bliver endda sneget en Divine-reference ind, men jeg tvivler ærligt talt på, at der er nogen i målgruppen, der kender manden, og hans egne fans ville ikke købe billet til denne film, selv hvis deres liv afhang af det. Den største udfordring er dog ubetinget den danske oversættelse. Ved en eftersynkronisering er der ingen måde at undgå den på. Derfor falder meget af dialogen til jorden. For der er altså ingen teenager med respekt for sig selv, der har brugt udtrykket ”råsejt” siden engang i 80’erne.

Dialogen er ellers en af de få lyspunkter. Undertiden får man indtryk af, at den engelske udgave har indeholdt nogle ganske underholdende one-liners og replikskift, som så desværre er forvansket i den danske version. Desværre virker de allerbedste replikker ofte ganske uden forbindelse til plottet. Det er, som om handlingen og dialogen er skrevet af to forskellige personer. Hvis man er til fysisk komedie, så redder Tony Hales talent for samme en del af scenerne. Jeg ville dog til enhver anbefale at gense “Veep” eller “Arrested Development” i stedet for.