Endnu en omgang tærte

Om det er en tilfældighed eller en del af tidsånden, må man selv vurdere, men det er ikke desto mindre et pudsigt tilfælde, at to af 90’ernes største og mest markante filmsucceser begge har premiere denne uge.

“Titanic” erobrede et væld af teenagehjerter og udløste enorme billetsalg, men “American Pie” var også ekstrem afgørende og blev startskuddet til en hel stribe af drengerøvskomedier, der siden fulgte i dens kølvand, og som også stadig dukker op. For film som “Scoreturen”, der havde premiere for et par uger siden, står den stadig som et forbillede.

Hvor den oprindelige film handlede om de unge fyre, der desperat søgte at miste deres mødom og blive en del af den voksne verden, så handler denne fortsættelse om de kvaler, der opstår, når man rent faktisk er kommet derhen. Livet viser sig ikke at være den dans på roser, drengene havde ønsket sig, og drømmene blev ikke helt, som de troede. Jim og Michelle er ganske vist lykkeligt gift og har et par søde unger, men deres sexliv er gået fuldstændig i stå. Oz har succes som tv-vært, men føler sig mere og mere utilfreds med sit overfladiske L.A.-liv, hvorimod Steve Stifler fortsat fører en teenage-tilværelse med skodjobs og vel egentlig burde være kommet videre for længst.

Gruppen bliver atter forenet til et studenterjubilæum, og så går den ellers endnu en gang løs med de platheder og pinlige optrin, som vi kender fra de tidligere film. Meget er dog sket siden “American Pie” havde premiere, og det bliver ikke mindst tydeligt her, hvor emnet om aldrende drengerøve i mellemtiden nærmest er blevet til Judd Apatows varemærke med film som “Knocked Up”, “The 40-Year-Old Virgin” og “Funny People”. Hvor “American Pie” engang var nyskabende, føles den nu mere som en gengivelse af noget, vi allerede har set til hudløshed.

Ikke desto mindre er der vel alligevel næppe nogen, der går til en film med ordet “Reunion” i titlen med forventning om at se noget alternativt, og mange af de elementer, der gjorde den første film til en grinebider, er stadig til stede. At Seann William Scott blev den, der fik den største filmkarriere efterfølgende, kan dårligt undre, for han er stadig en fornøjelse som den blanke Stifler, hvis evigt fjogede grin bliver siddende, til trods for de smæk som tilværelsen konstant uddeler ham. Han bærer filmen sammen med Jason Biggs og Alyson Hannigan, for ellers så fremstår gruppen af venner som nogle temmelig anonyme størrelser, og ikke mindst Thomas Ian Nicholas som Kevin bliver svigtet af et manuskript, der tilsyneladende fuldstændig har glemt at tildele ham en rolle med selv den mindste betydning. Værst går det dog ud over de kvindelige biroller, som er så personlighedsløse, at man ofte har svært ved at skelne blondinerne fra hinanden.