En gangsterfilm, du ikke kan afslå

”Man sidder på kanten af biografsædet” er et begreb, man tit støder på i filmanmeldelser. Det bliver som regel brugt i beskrivelser af gysere og thrillere, som åbenbart er så sindsoprivende spændende, at man simpelthen ikke kan læne sig tilbage og slappe af. Ofte er der tale om en hvid løgn – overdrivelse, som fremmer forståelsen – for selvfølgelig er det ikke behageligt at være så langt væk fra ryglænet. Men “Animal Kingdom” tvang mig vitterligt ud på kanten af sædet, og dér sad jeg med hænderne foldet og en kæmpe knude i maven gennem størstedelen af filmens to timer. Sjældent har jeg oplevet en film så intens.

Det utrolige er, at filmens debuterende instruktør, David Michôd, opnår denne intensitet uden de store armbevægelser. Der er praktisk talt ingen action i “Animal Kingdom”, musikken er relativt stilfærdig, kameraet bevæger sig kun lidt og langsomt, og selv karaktererne er forholdsvis lavmælte. Men Michôd og hans eminente ensemble får skabt en evigt trykkende stemning, som tærer på nerverne, indtil man er parat til at skrige. Tavsheden er altoverdøvende, hver eneste skygge og døråbning er faretruende, og stirrende blikke er mere frygtindgydende end skarpladte pistoler. Der er mere spænding i “Animal Kingdom” end i et elektrisk hegn.

Fortællingens omdrejningspunkt er den tavse teenager Joshua, hvis mor dør af en heroinoverdosis i filmens første scene. Joshua genforenes derfor med sin mormor og sine tre onkler, som hans mor ellers har holdt ham væk fra, fordi de regerer den kriminelle underverden i Melbourne, Australien. Joshua bliver da også hurtigt bekendt med onklernes hektiske hverdag. En af familiens eneste sympatiske venner, Barry Brown, har netop overtalt den ældste onkel, Pope, til at blive lovlydig, da han bliver dræbt af en korrupt strømer. Onklerne tager hævn ved at myrde to purunge politibetjente, og så er fanden løs, og Joshua fanges i stormens øje. Politiet forsøger at overtale ham til at udlevere sine slægtninge, mens familien overvejer at ty til drastiske metoder for at sikre drengens tavshed.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en klassisk historie om den gode enspænders kamp mod det onde imperium. Historien lyder måske bekendt, men Michôd skyr klicheer som pesten, og han inddrager i stedet begivenheder fra den virkelige konflikt mellem Melbournes politistyrker og den kriminelle Pettingill-familie i 1980’erne. Således gør Michôd sin allerede enormt troværdige film endnu mere autentisk, og “Animal Kingdom” gør tilmed op med Hollywoods glamourisering af livet som gangster. På film bliver slynglerne ofte skildret som karismatiske krigere, der følger et ærefuldt moralkodeks, men “Animal Kingdom” portrætterer forbryderne som de koldblodige mordere, de vitterligt er. Der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem, når Pope og Co. går til makronerne.

Pope spilles af Ben Mendelsohn, som er næsten lige så uhyggelig som Joe Pesci i “Goodfellas”. Men Jacki Weaver er endnu mere skræmmende i rollen som onklernes mor, der vil gøre hvad som helst for at beskytte sine skruppelløse sønner. Weavers smil er charmerende, men bag det gemmer der sig et monster med is i årerne, som selv ville få Lady Macbeth til at rødme. Intet under, at det amerikanske filmakademi Oscar-nominerede Weaver. Guy Pearce er glimrende som altid i rollen som en pålidelig politibetjent, og den relativt uerfarne James Frecheville leverer en fabelagtig indsats i rollen som Joshua. Selvom han umiddelbart virker fjern og kølig, så fornemmer vi gang på gang tørsten efter retfærdighed, som syder og bobler bag hans rolige facade.