Sød sambamusik i boligkomplekset

I 2003 fik Danmark at se, hvor benhårdt Brasilien er. Gangstere, gadebørn og mord var hovedingredienserne i den fremragende “City of God”, hvor skyggesiden af Rio de Janeiro var scenen. I 2017 er vi rykket til Recife. Her er gangstere, gadens børn og mord erstattet med rige mennesker, sol og musik. Her bor Clara i en lige så fremragende film fra Brasilien.

Clara bor i boligkomplekset Aquarius, hvor hendes børn er vokset op. Hun er samtidig det absolutte højdepunkt i “Aquarius”. Eller rettere sagt skuespillerinden, Sônia Braga. Hun spiller hele følelsesregistret igennem, mens entreprenører forsøger at drive hende fra hus og hjem. Hun danser af glæde til sambapladerne. Det gør jeg også. Hun græder over sine børns manglende forståelse for hendes modstand. Det gør jeg også. Hun skælder de ‘onde’ forretningsmænd ud. Jeg bliver også helt vred. For en gang imellem kommer der en film, hvor én skuespiller alene kan bære det hele. Det kan Sônia Braga.

Heldigvis gør hun det så alligevel ikke alene. Der er to kameramænd. Pedro Sotero og Fabricio Tadeu har brugt kameraet så legesygt, at Quentin Tarantino ville græde af stolthed. Vi panorerer fra højre til venstre. Vi zoomer ind og ud. Hele den løsslupne stemning, som “Aquarius” stråler af, kommer især fra den lige så legesyge måde, de har valgt at filme Claras kamp for sit hjem. Det er som sød sambamusik.

Og nu vi er ved musikken, så har jeg sjældent trampet så meget i takt til en film. Clara er musikentusiast. Derfor fylder musikken meget i hendes liv. Og derfor også i resten af “Aquarius”. Allerede fra første scene rykkede min fod ustandseligt. Ja, jeg sang sågar med. Clara sætter et kassettebånd i bilens afspiller. Hendes venner skal høre den her sang. Det må gerne være højt. Ud brager “Another One Bites the Dust” af Queen. Jeg havde helt glemt, hvor fed den er! Men også den mere lokale sambamusik fylder en del. Det er mindst lige så fedt. Hvad ville en brasiliansk film være uden sambamusik? Det svinger.

Jeg havde dog ønsket mig et mere intenst møde med Clara. “Aquarius” gentager og gentager. Det er så ærgerligt. Der er for meget fyld, som egentlig godt kunne være skåret fra. Jeg har ikke behov for at se Clara gå tur med barnebarnet for 117. gang. Jeg vil hellere se, hvordan konflikten med entreprenørerne ender. Det er et luksusproblem. Som at brokke sig over vejret i Recife, når børn dør på gaden i Rio. Men en halv time mindre havde klædt Clara og “Aquarius” endnu bedre.